Kategoriarkiv: Vinyl

Vinyl – mediet der nægter at dø, og som i de seneste år har nydt en genkomst, hvad enten den skyldes genial marketing, nostalgi, hipster hype eller et ægte ønske om at vende tilbage til den gang musikmediet var håndgribeligt, kunstnerisk og spændende – i modsætning til “moderne” tiders upersonlige streamingtjenester.

Hæderkronede firmaer som danske Ortofon må gnide sig i hænderne over vinylens genkomst. I det hele taget nyder branchen en fornyet interesse for mediet, der ikke lader til at forsvinde lige foreløbig.

Vinyl skal tages seriøst, hvis det skal yde sit bedste. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad du afspiller din vinyl på. En Crosley afgiver ganske vist lyd, men lyder det godt?

I mine ører kræver vinyl en ordentlig pick up, en ordentlig pickupforstærker og naturligvis en ordentlig pladespiller. Har du først styr på disse og investeret i en ordentlig kvalitet venter dig en oplevelse af de store med en lyd, der i mine ører ikke fåes bedre – vel at mærke, hvis optagelsen er i orden og vinylen er i god kvalitet.

Desværre ser mange pladeselskaber vinylen som en ekstra indtjeningskilde fra hipstere, der aldrig nogensinde afspiller deres vinyl, hvilket afspejler sig i kvaliteten, der går fra uren vinyl til rent ud sagt vind og skæv vinyl, som får pick up’en til at hoppe og danse.

Jeg vil forsøge at skrive om fordele og ulemper og somme tider komme med enkelte anmeldelser af elektronikken bag vinyl.

Vinyl modtaget. Pladespiller afventes.

Så kom vinylen endelig med Megadeths klassiker “Rust In Peace” fra 1990. Coveret havde fået et par tryk i hjørnerne og vinylen havde forsøgt at slippe ud af en af siderne med en revne til følge. Ærgerligt, men den kom også helt fra Canada. Vinylen er derimod i fin stand. Alle 180 gram. Så mangler jeg blot min nye pladespiller, så jeg kan høre, hvordan Dave Mustaines bidske tekster og Marty Friedmans overjordiske guitarspil lyder på vinyl.

20140301-115639.jpg

Mens jeg venter …

På min nye pladespiller. Den er stadigvæk ikke kommet. Øv! Det er efterhånden mange uger jeg har ventet nu, og den nye vinyl hober sig op og venter på at blive afspillet. Jeg glæder mig især til at høre “Rust in Peace” med Megadeth, som jeg har kastet mig ud i at købe på vinyl på ebay (gys!). Håber pladen når frem i hel stand.

20140212-073944.jpg

SaveSave

En lille ny …

Jeg kan næsten ikke vente. Efter en fornyet interesse i vinyl fra pladeselskaberne har jeg investeret i en helt ny pladespiller (min gamle Beogram TX2 spiller stadigvæk lystigt) for at imødekomme alle de lækre nye vinyludgivelser.

Når jeg har fået den nye pladespiller, som er en Pro-ject 1Xpression Carbon (se billede), og fået kørt pickup’en ind (50 timer Ortofon, 50 timer?!), hører du nærmere.

20140129-083249.jpg

SaveSave

Vinyl, vinyl, vinyl …

20140129-083544.jpg

Hej. Og velkommen til min blog. Hvad den skal handle om ved jeg ikke endnu, men som med de fleste blogs om private menneskers liv, vil den handle om det der interesserer mig.

Min store passion er film (ja, jeg er et unikum!). Og musik (også på det punkt!). Sidstnævnte især indenfor metal-genren, som efter nogle ubegribeligt kedelige år er tilbage på sporet. Sjovt nok mest af alt fordi flere af de gamle bands fra 1980’erne og 90’erne (og 60’erne – Black Sabbath!) er blevet gendannet og har vist de mange opkomlinge, hvordan en god metalskive skal skæres – jeg fortrækker i vinyl!

Vinyl, vinyl, vinyl. Min gode gamle Beogram TX2 kom pludselig på overarbejde, da min vinylsamling af uransalige årsager ekspanderede voldsomt i 2013. Nej, det er egentlig ikke så uransaligt. Årsagen skyldes især de mange fede metal-udgivelser i år (Carcass, anyone!), men især også musikindustriens insisteren på at ødelægge den gode lyd ved at komprimere den så voldsomt, at enhver form for dynamik (forskellen mellem store og små anslag i musikken) udraderes. Ene og alene fordi pladeindustrien har fået den vanvittige ide, at jo højere deres udgivelser lyder, desto bedre kan folk lide dem. Duh! Har de ikke lært af de forfærdeligt lydende Motown-udgivelser fra 1960’erne, hvor musikken var så højt indspillet, at der ikke var et rent anslag at høre fra nogen af instrumenterne?

På CD startede det for alvor med Oasis’ album “(What’s the Story) Morning Glory?” fra 1995, hvor den blandt audiofiler så berygtede mastering engineer Vlado Meller lagde kimen til fremtidens elendige CD-lyd. En lyd som jeg “lider” stærkt under, fordi den komprimerede lyd ikke giver ørene luft til at ånde, da selv det mindste anslag i musikken er skruet op til 11. Ørene bliver trætte, og det er sværere at lytte til musik i længere tid af gangen. Læs evt. mere om problemet på siden The Loudness War.

Nå, røg lige ud af en tangent der. Det var vinylen jeg kom fra. Ser du, man komprimerer sjældent lyden på samme måde på en vinylplade. Hvis man forsøgte det ville lyden blive endnu mere ødelagt end på CD. Reglen er derfor (der findes adskillige undtagelser!), at musikudgivelser har en mastering til CD (hvor lyden oftest er stærkt komprimeret) og en til vinyl, som er de fleste audiofilers (mig!) foretrukne lydformat, da dynamikken her (oftest) er intakt. Med et fantastisk metal-år og en ærgerlig tendens indenfor især den genre til at overkomprimere lyden, kom vinyl derfor ind i mit liv (igen).

Ved hjælp af siden Dynamic Range Database kan man se dynamikmålinger på stort set alle musikudgivelser, og i mange tilfælde sammenligne dynamikområdet på en CD og en LP for samme udgivelse.

Med dobbelt op på dynamikken på de fleste vinyl-udgivelser var mine bønner derfor hørt. Det ér altså muligt, at købe musik man kan lide, som ikke udmatter ørene og som i teorien lyder godt. I teorien! Hverken vinyl eller et højt dynamikområde er nemlig nogen garanti for at en musikudgivelse rent faktisk også lyder godt. Hvis ikke produceren og lydteknikeren har gjort sig umage under indspilningerne kan hverken vinyl eller dynamik redde en dårlig lydoptagelse. Det er Metallicas Death Magnetic et skræmmende eksempel på – her lyder hverken CD eller vinyl godt – overstyret lyd (forvrængning) når nye højder på begge formater – selv om vinyl-udgaven angiveligt lyder en anelse bedre. Som modsætning; Grace Jones’ Nightclubbing fra 1981 der lyder suverænt på både CD og vinyl. Tjek den ud, hvis du vil vide, hvad jeg mener med ‘den gode lyd’.

Så kom jeg vist i gang. Velkommen til min blog …

SaveSave