German Wood

Mjah, mådehold hører vist ikke rigtigt til min generation. Seks måneder efter købet af min Pro-ject 1Xpression Carbon syntes jeg, at det var på tide med en opgradering. Lyden fra Carbon-modellen er ganske vist fænomenal. Nok især pga. min Ortofon 2M Bronze, men ikke kun derfor. Pladespilleren og dens kulfibertonearm leverer en åben, dynamisk og detaljeret lyd. Så hvorfor opgradere? Mjoh, ser du; det kan jo altid blive endnu bedre. Ikke kun at lytte til, men også at se på. Hvor godt Carbon-modellen end lyder udstråler den hverken robusthed eller finesse. Den er – for at skrive det pænt – ikke videre ophidsende designet. Funktionel, jovist, men lækker? Ikke just.

Clearaudio%20Concept%20More%20Images%202%20XLMen hvad er så lækkert, spørger du. Eller det gør du måske ikke, men så spørger og svarer jeg for dig. Og for at svare på spørgsmålet skal vi en tur til Tyskland, hvor det hæderkronede familiefirma Clearaudio holder til. Jeg er nemlig gået efter tysk kram, og det fandt jeg altså hos Clearaudio i form af deres Concept pladespiller. Den “billigste” pladespiller fra et imponerende udvalg af modeller, der bevæger sig op i nærheden af den halve million kroner – hvis ikke dyrere.

Concept er Clearaudios plug ‘n play model. Født med pickup og indstillet fra fabrikken, så du er klar til at spinne din første vinyl efter få minutter. Fint koncept. Jeg har dog valgt at købe den uden pickup og montere min 2M Bronze, som jeg er blevet rigtig glad for. Concept-modellen har eksisteret siden 2009 og har vundet What HiFi’s årlige award i pladespillerkategorien 6 gange. Senest i 2017, hvor den blev best buy i prisen 800 pund og op. Ganske imponerende.

Det mest interessante ved Concept-modellen er – ud over designet – dens tonearm, der er friktionsløs. Dvs. uden lejer. Den holdes oppe af en meget kraftige neodymium magnet, så den nærmest svæver. For at undgå at den klasker fast på magneten holdes den på behørig afstand af et kabel under tonearmen, der samtidig også fungerer som anti skating. Smart tænkt og ret specielt. Tonearmen blævrer lidt, når man rører ved den. En tilvænningssag – og til at leve med.

Den oprindelige Concept-model er bygget med en aluminiumsramme, der giver den et meget solidt og industrielt udseende. Især i kombination med den overdimensionerede hastighedsvælger, der giver dig mulighed for at vælge mellem 33 1/3, 45 og hold fast, 78 rpm. Concept udstråler kram og er en af de flotteste pladespillere jeg har set. Eller det vil sige indtil i år, hvor Clearaudio tilføjede en Concept Wood-udgave.

clearaudio_concept_wood_web1_0[1]

Wow! Lavet af ét stykke udfræset krydsfiner er Wood-modellen et kapitel for sig. Super lækkert forarbejdet og lige så vellydende som sin aluminumsbror. Efter sigende lidt varmere i lyden. Jeg var solgt! Og nu har jeg købt en. Og jeg venter stadigvæk på at få den leveret.

Støvlåget er kommet hjem fra the Cover Company. Nu mangler jeg bare pladespilleren.

SaveSave

Burn baby burn

Jeg må efterhånden have spillet vinyler de obligatoriske 40 timer, som de kloge hoveder anbefaler, at min Ortofon 2M Bronze kræver i ‘burn in’ for at yde sit bedste. Og den lyder virkelig godt. Solid bund, detaljeret (men aldrig hård) top og en mellemtone, der får musikken til at træde ud i stuen. Skønt!

Pladespilleren er også glimrende. Jeg savner den lovede speedbox, som Pro-ject siger kommer senere på året, så jeg nemmere kan skifte mellem 33rpm og 45rpm. Jeg orker ikke at fjerne pladetallerkenen hver gang og flytte drivremmen op eller ned på motorens to hjul. Det er altså for bøvlet!

Min næste investering bliver en Q UP Tonearm lifter, så jeg (og især kæresten) slipper for at skulle stresse over om pick up’en får lov at køre i sidste rille lidt for længe, når pladen er slut. Problemet er at Q UP ikke helt passer til min model af pladespiller – der er for lidt plads mellem pladetallerken og tonearmens base – så jeg bliver nødt til at modificere den lidt. Dvs. file lidt her, skrabe lidt der. Håber det lykkes. Skaberen af Q UP mener at det burde kunne lade sig gøre – jeg fangede ham på Facebook 🙂

Og så må jeg indrømme, at lige meget, hvor imponerende min pick up-forstærker (Cambridge Azur 540p) lyder til dens nette sum af 599.-, så føler jeg, at den er det svage led i et ellers vellydende system. Den er yderst detaljeret, lynende hurtig og meget dynamisk, men den mangler noget fylde i lyden. Når jeg får tid og råd vil jeg derfor teste en Rega Fono MM, som efter sigende skulle være fantastisk til prisen. Vi får høre. Jeg regner med at låne den hjem til test fra hififorum.dk i den nærmeste fremtid.

Opdatering: Så lykkedes det mig at få en Q UP til at virke med min pladespiller. Den var ellers få sekunder og et vredesudbrud fra at ryge i skraldespanden. Ideen med at slibe bunden af var god nok, men det var først da jeg tog nedstrygeren frem at missionen lykkedes. Nu løfter den min tonearm, når pladen er spillet færdig. Lækkert!

qup

Endelig – og bestemt ikke elendig.

Min Project 1xpression Carbon med Ortofon 2M Bronze står endelig på den hylde, som har stået tom i over en måned efter min Beogram TX2’s pickup smed nålen i ringen.

Jeg har læst blog op og blog ned om 2M Bronze, der kræver 50-100 timers opvarmning (burn in) før den yder sit bedste. Og det har kun øget mine forventninger fra før jeg lyttede til den for første gang i dag. Den lyder nemlig allerede fænomenalt godt.

Så jeg har lyttet til alt fra Amon Amarth til Sia i dag og for sevan; de har aldrig lydt bedre. Natuglen Donald Fagen var naturligvis også en tur på pladetallerkenen, og den i særklasse bedst lydende plade i min samling har aldrig lydt bedre. Bund, top og det i mellem. Jeg fik næsten tårer i øjnene!

Pladespiller og pick up er købt hos hififorum.dk, hvor de var så venlige at montere pick up’en helt gratis. Det kræver nemlig lidt snilde, som en ejer af en Beogram TX2 i 25 år ikke har. Tak til Boris.

20140318-231321.jpg

SaveSave

Vinyl modtaget. Pladespiller afventes.

Så kom vinylen endelig med Megadeths klassiker “Rust In Peace” fra 1990. Coveret havde fået et par tryk i hjørnerne og vinylen havde forsøgt at slippe ud af en af siderne med en revne til følge. Ærgerligt, men den kom også helt fra Canada. Vinylen er derimod i fin stand. Alle 180 gram. Så mangler jeg blot min nye pladespiller, så jeg kan høre, hvordan Dave Mustaines bidske tekster og Marty Friedmans overjordiske guitarspil lyder på vinyl.

20140301-115639.jpg

Mens jeg venter …

På min nye pladespiller. Den er stadigvæk ikke kommet. Øv! Det er efterhånden mange uger jeg har ventet nu, og den nye vinyl hober sig op og venter på at blive afspillet. Jeg glæder mig især til at høre “Rust in Peace” med Megadeth, som jeg har kastet mig ud i at købe på vinyl på ebay (gys!). Håber pladen når frem i hel stand.

20140212-073944.jpg

En lille ny …

Jeg kan næsten ikke vente. Efter at min fantastiske Beogram TX2’s pickup nåede sit livs efterår – næsten 25 års tro tjeneste – har jeg måttet investere i en helt ny pladespiller. Egentlig ikke af lyst, men fordi prisen for genanskaffelsen af en pickup der passer til TX2 er så høj, at det ikke kan betale sig andet. Pladespilleren har mange år på bagen, og er da også begyndt at komme med irriterende klikkeklyde fra motoren mv.

Når jeg har fået den nye pladespiller, som er en Pro-ject 1Xpression Carbon (se billede), og fået kørt pickup’en ind, hører du nærmere.

20140129-083249.jpg

Vinyl, vinyl, vinyl …

20140129-083544.jpg

Hej. Og velkommen til min blog. Hvad den skal handle om ved jeg ikke endnu, men som med de fleste blogs om private menneskers liv, vil den handle om det der interesserer mig.

Min store passion er film (ja, jeg er et unikum!). Og musik (også på det punkt!). Sidstnævnte især indenfor metal-genren, som efter nogle ubegribeligt kedelige år er tilbage på sporet. Sjovt nok mest af alt fordi flere af de gamle bands fra 1980’erne og 90’erne (og 60’erne – Black Sabbath!) er blevet gendannet og har vist de mange opkomlinge, hvordan en god metalskive skal skæres – jeg fortrækker i vinyl!

Vinyl, vinyl, vinyl. Min gode gamle Beogram TX2 kom pludselig på overarbejde, da min vinylsamling af uransalige årsager ekspanderede voldsomt i 2013. Nej, det er egentlig ikke så uransaligt. Årsagen skyldes især de mange fede metal-udgivelser i år (Carcass, anyone!), men især også musikindustriens insisteren på at ødelægge den gode lyd ved at komprimere den så voldsomt, at enhver form for dynamik (forskellen mellem store og små anslag i musikken) udraderes. Ene og alene fordi pladeindustrien har fået den vanvittige ide, at jo højere deres udgivelser lyder, desto bedre kan folk lide dem. Duh! Har de ikke lært af de forfærdeligt lydende Motown-udgivelser fra 1960’erne, hvor musikken var så højt indspillet, at der ikke var et rent anslag at høre fra nogen af instrumenterne?

På CD startede det for alvor med Oasis’ album “(What’s the Story) Morning Glory?” fra 1995, hvor den blandt audiofiler så berygtede mastering engineer Vlado Meller lagde kimen til fremtidens elendige CD-lyd. En lyd som jeg “lider” stærkt under, fordi den komprimerede lyd ikke giver ørene luft til at ånde, da selv det mindste anslag i musikken er skruet op til 11. Ørene bliver trætte, og det er sværere at lytte til musik i længere tid af gangen. Læs evt. mere om problemet på siden The Loudness War.

Nå, røg lige ud af en tangent der. Det var vinylen jeg kom fra. Ser du, man komprimerer sjældent lyden på samme måde på en vinylplade. Hvis man forsøgte det ville lyden blive endnu mere ødelagt end på CD. Reglen er derfor (der findes adskillige undtagelser!), at musikudgivelser har en mastering til CD (hvor lyden oftest er stærkt komprimeret) og en til vinyl, som er de fleste audiofilers (mig!) foretrukne lydformat, da dynamikken her (oftest) er intakt. Med et fantastisk metal-år og en ærgerlig tendens indenfor især den genre til at overkomprimere lyden, kom vinyl derfor ind i mit liv (igen).

Ved hjælp af siden Dynamic Range Database kan man se dynamikmålinger på stort set alle musikudgivelser, og i mange tilfælde sammenligne dynamikområdet på en CD og en LP for samme udgivelse.

Med dobbelt op på dynamikken på de fleste vinyl-udgivelser var mine bønner derfor hørt. Det ér altså muligt, at købe musik man kan lide, som ikke udmatter ørene og som i teorien lyder godt. I teorien! Hverken vinyl eller et højt dynamikområde er nemlig nogen garanti for at en musikudgivelse rent faktisk også lyder godt. Hvis ikke produceren og lydteknikeren har gjort sig umage under indspilningerne kan hverken vinyl eller dynamik redde en dårlig lydoptagelse. Det er Metallicas Death Magnetic et skræmmende eksempel på – her lyder hverken CD eller vinyl godt – overstyret lyd (forvrængning) når nye højder på begge formater – selv om vinyl-udgaven angiveligt lyder en anelse bedre. Som modsætning; Grace Jones’ Nightclubbing fra 1981 der lyder suverænt på både CD og vinyl. Tjek den ud, hvis du vil vide, hvad jeg mener med ‘den gode lyd’.

Så kom jeg vist i gang. Velkommen til min blog …