Terminator: Dark Fate

Terminator: Dark Fate | Filmanmeldelse | Paramount Pictures | Directed by Tim Miller | 2019 | 128 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Tilbage på sporet.

Terminator: Dark Fate poster filmanmeldelse

Siden Terminator 2: Judgment Day er Terminator-franchisen forsøgt genoplivet mange gange uden den store succes. Hverken i billetlugerne eller blandt kritikere og biografgængere.

Det er åbenbart svært at toppe den skræmmende thriller, The Terminator, fra 1984 eller den banebrydende action- og effektfilm, Terminator 2: Judgment Day, fra 1991, men er det nu også nødvendigt?

Terminator: Dark Fate skider højt og flot på de tre fortsættelser, som så dagens lys i henholdsvis 2003, 2009 og 2015 og kalder sig den officielle fortsættelse til Terminator 2: Judgment Day.

Den har vi hørt før, som da James Cameron i 2015 bakkede op om den udmærkede Terminator Genisys, som han kaldte den første rigtige fortsættelse til Terminator 2. Også den film floppede, og en planlagt trilogi blev lagt på hylden.

Hvad skal vi så tro denne gang? Jamen denne gang har James Cameron skam været involveret i historien, hvordan han så end har fået tid til det med sine tre (unødvendige) Avatar-fortsættelser.

Terminator: Dark Fate er i bund og grund et remix af de to første film, men hvor de udelukkende spillede på datidens frygt for atomkrig og robotternes overtag af mennesket, er vi med den seneste film draget sydpå til Mexico. Her får Trumps integrationspolitik et drag over nakken, når den ganske modigt lader en mexikansk piges skæbne være nøglen til menneskehedens overlevelse. En fin lille kommentar til det fjendebillede Trump prøver at male.

En terminator (selvfølgelig ny og avanceret) er sendt fra fremtiden for at dræbe Dani, som har indflydelse på robotternes overtag af verden. Som modspil har modstandsbevægelsen sendt en beskytter, som skal sørge for pigens overlevelse. Bortset fra et lille (bitte) twist, præcis den samme historie som i de to første film. Det er katten efter musen, og det er der såmænd intet galt med, hvis bare det er lavet ordentligt.

Og det er Terminator: Dark Fate i store træk. Trods enkelte døde punkter (som Terminator 2 også lider af), middelmådig CGI og et par repliksvipsere hist og pist, formår filmen at underholde. Både som actionfilm og som et nostalgisk trip, hvor vi ser Arnold Schwarzenegger og Linda Hamilton genforenet efter 28 år, hvilket i sig selv næsten er billetprisen værd. Næsten!

Schwarzenegger viser igen god komisk timing, som vi også så det i Terminator Genisys, og smyger sig udenom de mest åbenlyse og tåkrummende one-liners – som filmen ellers lægger op til flere gange.

Som en krøllet pakke Cecil er Linda Hamilton ikke ligefrem ældet med ynde, men det er forfriskende i en tid, hvor stjerner som Nicole Kidman stort set ingen ansigtsmimik har, da den er udraderet af rynkeudglattende botox. Hamilton leverer en ældet Sarah Connor med masser af saft og kraft.

Det er imidlertid Mackenzie Davis, der stjæler billedet. Som avanceret beskytter sendt fra fremtiden formår hun at give sin rolle en menneskelighed, der flere steder bærer filmen, når actionscenerne bliver lidt for ensformige og larmende, eller når dialogscenerne trækker i langdrag.

Terminator: Dark Fate spiller med sikre kort. Der er intet nyskabende over effekterne eller overraskende ved historien, men vi får da en ny type terminator, et gensyn med den gamle, og det vil for mange være rigeligt, jeg var i hvert fald godt underholdt.

Spørgsmålet er, om det er nok til føre franchisen videre.

4/6 filmkorn til Terminator: Dark Fate