Ad Astra

Ad Astra | Filmanmeldelse | New Regency Pictures | Directed by James Gray | 2019 | 123 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

God, men forglemmelig.

Ad Astra poster filmanmeldelse

Ad Astra er ikke helt, hvad man forventer, og så alligevel.

Den er overraskende effektiv i sine actionscener, og er et flot portræt af en nær fremtid, hvor den normale ”awe-factor” i forhold til at rejse i rummet og være til stede blandt stjernerne erstattes af kritik af menneskeheden.

Vi beskrives som ”eater of worlds”. Grådige, ressourceædende parasitter, der efter at have ødelagt jorden, nu koloniserer månen og andre planeter med samme aggressive og kyniske tilgang.

Pitt viser igen tænder som skuespiller i rollen som Roy, en forpint og sammenbidt astronaut, hvis drømme og håb er blevet knust samtidig med hans familieliv. Hans dedikation til rumprogrammet minder om hans fars, som forlod ham da han stadigvæk var barn, og hvis manglende familiære tilknytning er gået i arv.

Roy har betragtet sin far som død i mange år, da han 16 år tidligere forsvandt på en rummission, som nu menes at have forbindelse til en række voldsomme hændelser på jorden, der i sidste ende kan betyde vores endeligt.

Roy sendes afsted på en mission for at finde sin far og få sat en stopper for ødelæggelserne.

Ad Astra er realistisk og ganske effektiv. Især i actionscenerne der uden de store armbevægelser er både spændende og flot udført. De er klart filmens bedste scener.

Manuskriptet vil også gerne dyrke den mere filosofiske side af menneskeheden og dens trængsler, og selvom Ad Astra handler om rumrejser, fjerne planeter osv., så er budskabet og handlingen faktisk ganske jordnær.

Desværre mister filmen ofte pacing, og bliver en kende lang i spyttet.

Men det gør ikke noget – det samlede indtryk er en god film, der har gode pointer, godt skuespil og et habilt manuskript og instruktion.

Actiondelen hæver filmen op på 5 filmkorn, pacingproblemerne lander den på 3 filmkorn, og så må det altså være sådan, at vi er på 4 fine filmkorn til en film, der selvom den er god, er lidt forglemmelig.

4/6 filmkorn til Ad Astra.

 Ad Astra
(2019) on IMDb