Rocketman

Rocketman | Paramount Pictures | Directed by Dexter Fletcher | 2019 | 121 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Skæv muscial og bio-pic rammer plet med ærligt portræt af en kunstner, mange nok ikke helt kendte dybden af forud for Rocketman!

Rocketman poster

Sir Elton John er et særdeles kendt og anerkendt musikalsk talent, der har taget verden med storm med sin musik gennem adskillige årtier. Han er en farverig personlighed, der på scenen mest minder om det der sker, hvis et musikalsk geni parrer sig med en påfugl.

Der er ingen tvivl om, at Elton Johns musikalske skattekiste indeholder hit efter hit efter hit, noget som denne film med rette understreger.

Rocketman overraskede mig, for jeg forventede faktisk ikke en musical. Det ER en musical, men på en helt særlig måde, så det ikke virker så forceret, som andre film indenfor denne genre. Sangene er integreret i filmens narrativ på en nærmest symbiotisk måde, og sangene – som alle nok kender – fik en særlig dybde undervejs som filmen udfoldede sig. Sangene beskriver et liv med udfordringer, identitetskrise, Johns (homo)seksualitet og knuste barnedrømme, forældresvigt, stofmisbrug og meget andet.

Rocketman virker hudløst ærlig, og er ikke et særlig flatterende portræt af Elton John, der undervejs er både narkoman, shopaholic og superman, koblet med pille og alkohol, divaopførsel og den vrede og frustration som er rettet mod alle dem, der rent faktisk elsker ham højest.

Det er en kompliceret mand, der i sine unge år var meget på afveje, på rehab, der ramte bunden hårdt og voldsomt, faktisk indtil flere gange.

Men Rocketman viser også, at han rejser sig, bliver fri af sine dæmoner og ender som den entertainer, med riddertitel og anerkendelse verden over, som vi kender i dag. Et homoseksuelt ikon, som mange formentlig kan spejle sig i.

Elton John har selv været inde over filmen, hvilket giver den troværdighed i sit meget kradse portræt af al dårligdommen, som han led under i sine yngre år.

Rocketman er smukt spillet, særligt skal Taron Egerton fremhæves i sit tætte portræt af Elton John. Selv musikalsk rammer han Elton John i stilen, det er flot gjort!

Rocketman er en flot og farverig film, et portræt af en mand, vi alle troede vi kendte, nu kender vi ham bedre, og det er en film, der musikalsk gør os glade, som løfter os og viser, at livet kan være hårdt, umenneskeligt nogle gange, men at man trods det, kan rejse sig og finde lykken, kærligheden og ikke mindst succes og glæde – hvis man bare kæmper for det.

Jeg var imponeret og overrasket over, hvor meget jeg kunne lide Rocketman. Det er en både flot og god film, der fortjener et stort publikum til at overvære det ærlige portræt af Sir Elton John.

5/6 filmkorn til Rocketman.

 Rocketman
(2019) on IMDb