Booksmart

Booksmart | Annapurna Pictures | Directed by Olivia Wilde | 2019 | 102 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Lækker og stilsikker debut fra Oliva Wilde, der leverer en skøn, underfundig og tro hyldest til ungdommens mange udfordringer.

Booksmart

Der er langt mellem snapsene, når Hollywood spytter ungdomskomedier ud. Ofte ender det med plat fald på halen komik, dårlige romantiske historier og skuespillere, der egentlig bare er til stede for at hæve en løncheck efterfølgende.

Det er ofte ikke sjovt, og det er ofte nærmest pinligt, hvad Hollywood mener, de kan prakke os på.

”Booksmart” er ikke sådan en film – tværtimod.

Der er tale om en instruktionsdebut fra den smukke skuespiller Oliva Wild, måske bedst kendt for sin rolle som den grundige og fornuftige pige i lægeserien ”House”.

Med særdeles kyndig hånd genskaber hun frame by frame gymnasietiden med nørder, sportstosser, teenagekuller og frygten for fremtiden samtidig med en ukuelig tro på livet som uendeligt og ustoppeligt. Det er en dejlig film, der formår at få det bedste ud af alle sine skuespillere, og hvis manuskript er tro mod præmissen, at det skal være troværdigt, underholdende og ikke mindst sjovt.

Og det er det!

Manuskriptet er fint med finurlige figurer, der alle har rod i den virkelighed alle, der har gået i gymnasiet kender, og det ender med at være en film, hvor man kan spejle sig selv og sin (for nogen) tabte ungdom, da filmens temaer er tidsløse.

… Booksmart er sjov, og filmens skuespillere leverer virkelig gode dybe præstationer, med det vigtige twist, at filmen formår at levere ægte sjove scener til trods for, at det aldrig bliver overdrevet eller ligegyldigt.

Underholdningsværdien er høj, og den minder meget om den fremragende ”Juno”, ligesom den af andre anmeldere har sammenlignet den med ”Superbad”.

Hvor ”Juno” og ”Booksmart” har meget samme stil og rammer samme høje toner, omen ”Juno” i denne amelders optik er lidt bedre, ikke mindst grundet det fantastiske soundtrack, den film har, så finder jeg sammenligningen med ”Superbad” lidt forfejlet.

Bevares, ”Superbad” handler også om ungdom, om alt det svære og det sjove, men hvor ”Superbad” er crazy til tider, på en helt fantastisk sjov måde, og ofte mister det troværdige fodfæste, så formår ”Booksmart” med Oliva Wildes kyndige, førstegangshånd, at forblive troværdig, selv i slutningen, hvor det hele er lige ved at kamme over, men forbliver samme søde og sjove fortælling.

”Booksmart” er ikke et mesterværk, men det forsøger den heller ikke at være, men det er derimod en film, der på sin vis kendetegner ungdommen i dag og samtidig – og det er nok bedriften med filmen – ramme bagud i forhold til gamle tosser som mig, som kan spejle os i filmens og manuskriptets universelle og tidsløse billede livet lige omkring myndighedens indtræden.

OG det er virkelig en dejlig og sjov og sød film, velspillet og ikke mindst velinstrueret fra start til slut!

4/6 filmkorn til Booksmart

 Booksmart
(2019) on IMDb