Aquaman

Aquaman | DC Comics | Directed by James Wan | 2018 | 143 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Strandvasker. Dødssejler. Sært barn har mange navne.

Aquaman

Der lægges hårdt ud med en alt for stramt klippet forhistorie om Aquamans forældre, der i Temuera Morrisons og Nicole Kidmans foryngede skikkelser er svære at tage seriøst, når nu deres ansigter ser så ufatteligt kunstige ud. Dårlig CGI og kollagen i læberne er ikke opskriften på en troværdig, stormfuld forelskelse.

Aquaman springer herefter til filmens første store actionsekvens, der viser Aquaman i aktion i tiden efter Justice League-filmen, hvor han var med til at nedkæmpe Steppenwolf.

Og jo, han er sej, det ved vi jo, men han er også stadigvæk upoleret, så en moralsk forkert beslutning, mod lederen af de ubådspirater han netop har nedkæmpet, forfølger ham i form af lederens søn, der sværger hævn.

Sønnen fungerer som bindeled mellem menneskene på landjorden og Aquamans Atlantis-bror, Orm, der planlægger at angribe menneskene fra havets bund med den egentlig ret gode begrundelse, at vi har svinet havene til og startet den globale opvarmning.

Og det er i og for sig en fin præmis for filmen, men den overkompliceres i en sådan grad, at intet fungerer.

Aquaman begiver sig på en rejse for at finde en magisk trefork, der kan give ham styrken til at bekæmpe Orm og blive den nye konge af Atlantis. Med sig har han en prinsesse, der er flygtet fra Orm, som hun er tvunget til at gifte sig med.

Med Orms håndlangere i hælene må de kæmpe sig gennem ørkener og kontinenter mens forelskelsen blomstrer på et niveau som selv de 7-årige kan forstå.

… Det er kikset og pinligt umorsomt, når de to fjoller rundt alt imens deres formidable styrke svinger i kvalitet efter historiens forgodtbefindende.

Det ene øjeblik kan de stoppe tsunamier med deres hænder, det næste har de svært ved at udvinde en smule vand fra en druknet mand. Aquaman har styrken til at skubbe en atomubåd op gennem vandmasserne fra havets dybder og skal alligevel anstrenge sig for at kæmpe mod fesne håndlangere eller løfte lidt nedvæltede murbrokker. Inkonsekvent og irriterende.

Det virker måske som om, jeg flueknepper filmen, og det gør jeg også, men det er konsekvensen af en film der overhovedet ikke engagerer. Den er super flot lavet og især Atlantis er imponerende, men Hollywood, vi vil hellere have en god historie.

Den anes lidt i en scene, hvor Aquaman møder det imponerende havmonster, Karathen (Kraken?), med stemme af Julie Andrews. En scene der i opbygning og stemning låner gevaldigt fra Den uendelige historie, og hvor jeg i et kort øjeblik blev fanget af filmens historie, som med fokus på stemning og uhygge med ét blev meget mere interessant end de resterende 95% bulder og brag, hvor musikken i øvrigt hele tiden lader til at ville noget andet end at understøtte det vi ser på lærredet.

Nu hjælper det naturligvis heller ikke, at skuespillet er ret svingende flere steder. Jason Momoa er altså ikke det store talent på den front. Han har udstrålingen og fysikken, men især når der skal leveres morsomme replikker falder han helt til jorden.

Så alt i alt endnu en kikser fra DC Comics.

2/6 stjerner til Aquaman