Halloween

Halloween | Blumhouse Productions | Directed by David Gordon Green | 2018 | 106 | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Tiden er løbet fra både genren, Michael Myers og ikke mindst Jamie Lee Curtis, der burde have mere stolthed!

Halloween filmanmeldelse

Genren var stor i 80’erne, men hold op den er røvsyg – og ikke mindst fortærsket – og aldrig rigtig god. Wes Cravens meta-spoof-homage Scream fra 90’erne var ganske vellykket, men det var primært pga. tongue-in-cheek humor og et massivt brug af meta.

Bevares, visse slasherfilm har da været underholdende, men jeg har aldrig rigtig brudt mig om genren.

Men indenfor genren har der været underholdende og tilnærmelsesvist gode film, og så har der været rigtig mange stinkere, og desværre er denne seneste Halloween i sidste kategori.

Den tager sig selv for alvorligt, Jamie Lee Curtis er på autopilot i sin jagt på guld, og manuskript og skuespil er sub par hele vejen igennem.

… Alle figurerne gør dumme ting, siger dumme ting og dør på en ligegyldig måde.

Michael Myers er bestemt en imposserende figur der giver kuldegysninger med sin fysiske presence og grufulde tavshed, men manuskriptet lader ham flyve rundt og nærmest teleportere sig rundt, så han på magisk vis er lige ved siden af Jamie Lee Curtis eller hendes familie uanset hvor langt de er fra hinanden i de foregående scener.

Det er sjusket skrevet, chok-effekterne virker, bevares, men det er ikke manuskriptets skyld.

Der mangler blod, indlevelse og ikke mindst intelligens i filmen, der er en parodi på genren og et alt for åbenlyst forsøg på at hive flere dollars hjem på en billig baggrund.

Halloween er blevet fejret tidligere. Dels med 5 rigtig ringe sequels og den meget ringe Halloween – H2O fra 1998, hvor Jamie Lee Curtis spillede en ældre version af sig sin figur fra originalen. Det var åbenbart ikke nok, for ikke nok med at 20-års jubilæet skulle fejres med en ringe film, nu har vi også et 40’års jubilæum, hvor filmen og fejringen er ligeså ringe!

Øv – jeg håber virkelig ikke de lader en 77 årig Michael Myers rende rundt og slås med en 84 årig Jamie Lee Curtis i filmen, når vi nærmer os 60 års jubilæet, men det skulle ikke undre mig!

1/6 stjerner til Halloween