The Predator

The Predator | Twentieth Century Fox | Directed by Shane Black | 2018 | 107 | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Hvad tænkte de dog på?!

The Predator filmanmeldelse

Der skal en vis portion selvtillid til for at bygge videre på en franchise, som begyndte med to gode film i henholdsvis 1987 og 1990, og ignorere de efterfølgende fortsættelser, som de fleste fans hader. Det sender et stærkt signal om at man vil noget andet. Noget bedre. Give franchisen ære – for lige at blive lidt højtflyvende. Det er derfor over min forstand, hvordan nogen har kunnet give grønt lys til det makværk, som er The Predator.

Efter en okay start, hvor Shane Black viser sine evner udi velskrevet macho-dialog og velopbygget kemi mellem sine karakterer, daler filmens kvalitet meget hurtigt og bliver mere og mere absurd, i hvad der minder om en R-rated børnefilm om Predators. Man udsættes for intergalaktiske hunde der leger hent-pinden, børn der kan afkode rumsprog, og kæmpe, computeranimerede predators, som er alt andet end overbevisende – og da slet ikke frygtindgydende og fantastiske.

Hvad fanden tænkte du på, Shane Black?!

De mange one liners, som hører franchisen til, bliver mere og mere tåkrummende hen mod filmens slutning, hvor den mest himmelråbende stupide af dem alle cementerer filmens ekstremt dårlige dømmekraft – vi er på Robocop 3 niveau her!

… Jeg har læst rygter om filmens mange reshoots og kaos i klipperummet og er tilbøjelig til at tro på det, for der er absolut ingen fokus gennem historien, der peger i alle retninger og nogen gange afvikles så hurtigt, at actionscenerne ikke giver nogen mening – man kan simpelthen ikke nå at fange, hvad der foregår eller hvem der ryger i svinget.

Ligeledes er det tydeligt, at filmen er blevet omskrevet under indspilningerne uden hensyntagen til kontinuitet. Første og tredje akt hænger nemlig ikke sammen, når karakterenes handlinger i første akt sammenholdes med deres “afslørede” motiver i tredje akt. Ufatteligt i en film med så stort et budget.

Den første Predator-film fra 1987 skabte et ikonisk monster og cementerede Arnold Schwarzeneggers status som actionstjerne, mens fortsættelsen fra 1990 med Danny Glover i hovedrollen på raffineret vis udbyggede universet og bød på adskillige flotte og opfindsomme scener, der ved nyligt gensyn stadigvæk er lige fede.

The Predator har ingen mindeværdige scener, ingen mindeværdige karakterer, ingen mindeværdige effekter. Selv Alan Silvestris fantastiske soundtrack har de ødelagt med et inkompetent rip off, der flere steder lyder som musikken til en redningsaktion i hvilket som helst afsnit af Paw Patrol.

Hvis du kender til b-filmselskabet Asylum og deres amatøragtige Hollywood-efterligninger med andenrangs effekter, så har jeg sporet dig meget godt ind på, hvilken type film The Predator er.

Jeg havde det på fornemmelsen efter nogle meget lidt overbevisende trailere, og jeg fik desværre ret.

The Predator er en pinlig, rodet, uintelligent affære, der intet interessant føjer til franchisen, men tværtimod hamrer det sidste ligkistesøm i en filmserie, der for mit vedkommende er endegyldigt død.

Don’t stick around!

1/6 stjerner til The Predator