Skyscraper

Skyscraper | Legendary Entertainment | Directed by Rawson Marshall Thurber | 2018 | 102 | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

For en film om en så høj bygning; sættes barren ret lavt!

Skyscraper filmanmeldelse

“Rock bottom” er det ikke ligefrem, filmen stinker ikke fuldstændigt. Den vil gerne være et mix mellem klassikere som ‘The Towering Inferno’ (1974) og ‘Die Hard’ (1988), men mangler kraft på stort set alle måder i forhold til disse filmgiganter.

Filmen handler om et meget luksuriøst og højteknologisk højhus i Hong Kong, hvor Dwayne “The Rock” Johnson, en af verdens bedst betalte skuespillere for tiden, skal fungere som sikkerhedsrådgiver og konsulent inden bygningen tages i brug for alvor, noget der står lige for døren. Selvfølgelig går det ikke som planlagt, og “The Rock” må redde dagen mod skumle terrorrister, djævelske planer og ild og eksplosioner og ikke mindst højder!

Filmens action er flot iscenesat, og flere af filmens scener giver sug i maven, når “Stenen” kaster sig uden dødsforagt fra det ene sted til det andet i 500 meters højde. Effekterne følger også med, og man aner på intet tidspunkt, at der er tale om CGI for alvor, selvom det naturligvis er tilfældet i høj grad.

… Med et prismærke i omegnen af 120 millioner dollars skulle man tro, at pengene var brugt på mere end én stjerneskuespiller og en masse CGI, men ærlig talt, det virker ikke rigtig sådan.

Filmens plot er i bedste fald gennemsnitligt, dialogen savner bid og vid og filmens skurke, særligt den danske skuespiller Roland Møller virker ok, men ikke mere end det. Filmens kig mod fortidens kæmper falder dramatisk på halen, fordi plot og dialog simpelthen ikke rammer ‘Die Hards’ skarpe vid og humor og heller ikke formår at finde ind til ‘The Towering Infernos’ menneskelige drama og følelse af tab og håbløshed, ligesom den ikke har denne films kompromisløshed.

‘Skyscraper’ er forglemmelig standardaction og minder mest af alt om den slags film man i 80’erne tilfældigt så på hylden i videobutikken, når den stod der glinsende på hylden som en nyhed med tidens nye hotte stjerne på forsiden. Ganske lidt substans og masser af kynisk kassetænkning ved at lade “The Rock” headline filmen, der ikke rigtig vil noget.

Skuespillet i filmen er generelt godkendt, og igen viser “The Rock” at han faktisk er en ok skuespiller. Det er bare en skam, at han reelt ikke har meget at arbejde med i form af et ordentligt og skarpt manuskript, eller at der generelt mangler kemi/indlevelse fra filmens øvrige cast, der kæmper det de kan, men i sidste ende må indse, at filmen blot er endnu en metervare fra det nye Hollywood, hvor alt for tiden – af klare økonomiske årsager – skal mixes godt og grundigt med kinesiske skuespillere og settings for at appellere til netop det milliardstore publikum, der kan se med der.

‘Skyscraper’ når ikke de højder, den stiler efter, og den vil hurtigt ryge i glemmebogen, henvist til de nederste hylder i “videobutikken”, hvor ingen reelt gider bruge mere tid på den.

2/6 stjerner til Skyscraper