Mamma Mia! Here We Go Again

Mamma Mia! Here We Go Again | Legendary Entertainment | Directed by Ol Parker | 2018 | 114 | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Entusiatisk og energisk opfølger er bedre end sin forgænger på alle tænkelige måder!

Mamma Mia - Here We Go Again filmanmeldelse

Musicals er en helt særlig genre – mange hader det, mange elsker det, og rigtig mange har de senere år fået musical oplevelser i biografen af høj standard i form af bl.a. La La Land, The Greatest Showman osv.

Baz Lurhmanns mesterværk Moulin Rouge står stadig HELT på toppen af mine yndlingsfilm nogensinde, og selvom genren har en del dårlige bidrag, så er jeg stadig entusiatisk, når der kommer en ny musical.

Den første Mamma Mia var baseret på det helt vildt populære og indtjenende koncept fra teaterscenerne i Londons West End og på Broadway. Baseret på ultrakendte Abba-hits formåede Mamma Mia på de skrå brædder at fortrylle og begejstre såvel anmeldere som tilskuere, denne anmelder inklusive.

Abbas smittende diskopop er overraskende rammende som samlet fortælling om kærlighed og gamle bekendtskaber og tabt ungdom, og selvom plottet i Mamma Mia ikke er særlig indviklet eller omfangsrigt, ja det er vel nærmest ganske banalt, så virker det alligevel topunderholdende på en scene.

Det gjorde det så IKKE på lærredet. Filmen var i mine øjne både træg og kedelig, den ramte aldrig de samme høje festlige højder, som på teatret, og ikke mindst grundet de castede skuespilleres manglende evner til sang, mangel på reel kemi og en under par instruktion fik vi en film, der var ganske banal og ligegyldig, og som på ingen måde gjorde det bagvedliggende materiale ære.

… Det var derfor med en vis mistro, jeg tog ind og så Mamma Mia – Here we go again!

Men hold da op, der er tale om to helt forskellige film. I denne film kunne skuespillerne synge, plottet var mere udførligt, humoren ramte mere plet og filmen formåede faktisk at ramme de festligste højder jeg mindes fra dengang, jeg så Mamma Mia i London.

Sangene fra Abbas mere ukendte katalog virker perfekt, og de leveres med stor evne af alle skuespillere i filmen, der er en prequel til den første film. De har bl.a. klogt valgt at benytte Pierce Brosnans sangevner i stærkt begrænset omfang, og det er dejligt, for manden kan ikke synge!

Abbas mere kendte numre anvendes dog også, og det er fantastisk livsbekræftende at se filmen.

Lily James er supersmuk og helt igennem forelskelsesværdig, og kemien oser ud af lærredet i scenerne mellem hende og hendes tre bejlere, da hun var ung og smuk. Man forelsker sig simpelthen i hende i hver eneste scene, og hun har en guddommelig stemme, og den forelskelse man selv føler gør, at man tror på det, der sker på lærredet, hver gang, hele tiden!

Cher er med, hun er 90% plastic og har ikke meget af den stemme, hun havde engang, men hendes rolle er sjov men lille.

Alt i alt er denne film klart mere charmerende, og man kan sagtens ane, at de alle har haft en fest med at lave den. Flere gange undervejs presser tårene sig på, man griner hjerteligt og man forlader salen i opløftet og elatisk stemning, og det er det eneste denne type film skal levere, og det er præcis der, hvor Mamma Mia fejlede, og hvor denne 2’er rammer helt plet.

Smukke mennesker, der synger gedigne popsange krydret med god humor og et stænk melankoli, ja tak, mere af det til de dage, hvor vi trænger til at blive løftet op og ud af den grå hverdag!

4/6 stjerner til Mamma Mia! Here We Go Again