Jurassic World: Fallen Kingdom

Jurassic World: Fallen Kingdom | Filmanmeldelse | Amblin Entertainment | Directed by J.A. Bayona | 2018 | 128 | IMDb

Af Gabriel

Så kan der vist ikke koges mere suppe på de fossiler.

Jurassic World: Fallen Kingdom filmanmeldelse

Vi er oppe på fem film nu om de fascinerende dinosauere. Fem! Tre park film og nu to (snart tre) world film. Originaliteten i Hollywood er svær at få øje på.

Jurassic World: Fallen Kingdom er en direkte fortsættelse til Jurassic World, hvor alt endte i kaos. Dinoerne blev overladt til sig selv på Isla Nubar, og hvis ikke det var for en vulkan i voldsomt udbrud, ville de stadigvæk være overladt til sig selv.

Sådan går det naturligvis ikke, for en flok dyrerettighedsforkæmpere vil komme de store dyr til undsætning og transportere dem til en ny ø. Dette med hjælp fra en rigmand med dårlig samvittighed og forvalteren af rigmandens formue, som er så flink og rar, at der selvfølgelig må stikke noget under.

Og så går det ellers over stok og sten med hidsige kæmpeøgler i hælene. Selvfølgelig også en ny art for de gode gamle modeller er åbenbart ikke spændende nok. Der skriges og brøles imens et ikke videre spændende plot udfolder sig, som dog byder på en enkelt overraskelse, der i sig selv nærmest er mere interessant og tankevækkende end filmen som hele.

… Historien er tynd, plothullerne er mange og selv om en film som denne i forvejen kræver at man æder dens præmisser, så er der simpelthen for mange dumme scener som irriterer undersvejs.

Chris Pratt der ellers plejer at være yderst veloplagt i denne type film virker træt og uengageret, som om han har haft svært ved at finde den røde tråd i historien, mens han løb fra imaginære monstre på settet med grønne skærme. Bryce Dallas Howard har ligeledes intet at arbejde med, og lader da også til at have affundet sig med bare at se smuk ud. Og det gør hun skam.

Da Spielberg i sin tid støvede de 65 millioner år gamle øgler af i 1993, var det trods filmens tynde plot en oplevelse af de helt store. Det er gået ned ad bakke siden. Historierne er gradvist blevet endnu tyndere, og effekterne, hvor flotte de end er, kan ikke længere bære en film alene.

Det værste er, at Jurassic World: Fallen Kingdom lægger op til den allerede annoncerede treer, og det med en ganske interessant vinkel, som jeg er spændt på, hvordan de vil håndtere. Jeg bliver nødt til at se den…

Damn you, Hollywood!

3/6 filmkorn til Jurassic World: Fallen Kingdom.

 Jurassic World: Fallen Kingdom
(2018) on IMDb