Den skyldige

Den skyldige | Nordisk Film | Directed by Gustav Möller | 2018 | 85 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Beskeden, men uhyre effektiv film med storspil af Jakob Cedergren leverer i den grad varen.

Den skyldige filmanmeldelse

Bulder og brag, effekter og overdreven action og ikke mindst enorme svulstige budgetter dominerer biograferne i disse tider, hvor større ifølge producenterne er lig med bedre, og hvor den simple originale historie er erstattet af en kynisk og kalkuleret nærmest endeløs strøm af ligegyldige reboots, re-imagenings og remakes samt film på film i kendte og fortærskede filmuniverser, hvor jagten på mammon overstiger jagten på den gode historie gang på gang.

Derfor er Den Skyldige sådan en kærkommen oplevelse, og det er da også en helt fantastisk modtagelse filmen har fået i Danmark men ikke mindst i resten af verden, hvor den blandt andet har vundet priser på den prestigefyldte Sundance-festival og vundet akkolader og ros både nationalt og internationalt.

Der er tale om en simpel film, der er skruet djævelsk godt sammen med en spilletid, hvor det simple men effektive plot formår at holde tilskueren på kanten af sædet fra start til slut. Jakob Cedergren spiller politimanden med den dunkle fortid, der på sin påtvungne telefonvagt modtager et opkald, der vender op og ned på hans liv for altid, og hvor intet er, som det virker.

… Den skyldige kører i real-time og er en rutsjebane af spænding og drama, og filmen udnytter sit begrænsede budget og sine virkemidler helt formidabelt.

Den skyldige foregår udelukkende på alarmcentralen, hvor Cedergrens bitre betjent styrer telefonen, og filmens manuskript formår at gøre både ham og filmens øvrige personer, de fleste kun stemmer i den anden ende af telefonen, til kød og blod, og det virker ekstremt godt.

Filmens budskab handler om nutidens trang til at dømme, til at skride til handling før tanke og om at lade sig styre af andre og deres følelser og sine egne mavefornemmelser i stedet for at træde et skridt tilbage og trække vejret og afvente de djævelske fakta, der ofte gemmer sig i detaljerne. Det er smukt skrevet og en hyldest til den simple og originale historie.

Plottet er spændende og som skrevet formår filmen at ramme helt plet og underholde maksimalt.

Den fortjener i den grad al den ros, den har fået, ikke mindst Cedergren spiller fremragende. Han er stort set også den eneste skuespiller, og hans præstation er klart med til at højne den allerede høje standard som manuskript og instruktion har.

Jeg elsker at en så simpel film med et så rent plot, uden drama, budget og eksplosioner, formår at ramme plet i hele verden. Det siger heldigvis noget om os, at film som den seneste Starwars film, skønt den indtjener milliarder, stadig er et flop publikumsmæssigt, fordi den har kostet milliarder at lave, uden at det rigtigt kan mærkes på historie og filmens kvalitet.

Og det siger noget om os, at denne film er et kæmpehit – det fortjener den.

Det er en hyldest til det simple, en hyldest til historien og ikke mindst en hyldest til det originale.

5/6 stjerner til Den skyldige