Deadpool 2

Deadpool 2 | Marvel | Directed by David Leitch | 2018 | 119 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Mere af det samme. Heldigvis.

Deadpool 2

Deadpool (2016) kom bag på de fleste, da den ikke kun nedbrød den fjerde væg ud til publikum, men også Marvels efterhånden noget fortærskede superhelteformular, som med den produktivitet de lægger for dagen er blevet mere og mere tydelig.

Deadpool brød med stort set alle superheltefilmenes konventioner, skruede op for volden, tilsatte diverse vulgariteter og introducerede – sådan for alvor – Deadpool, som den vanvittige superhelt han er.

Vi fik et glimt af ham i Wolverine (2009), hvor også Reynolds lagde krop til, men figuren blev her brugt helt forkert.

Deadpool bander og svovler, tager kokain og ligner en avocado, der har haft sex med en avocado. Det var langtfra den udgave, der blev introduceret i Wolverine.

Der skulle en R-rating til før Deadpool fandt sit rette element og opnåede den succes, som den bramfri superhelt har fortjent.

Hvordan topper man så en kæmpe succes?

… Det nemmeste ville være at skrue op for volden og vulgariteterne, men filmskaberne har heldigvis været kvikkere end som så.

Deadpool 2 har en langt bedre historie end sin forgænger.

Slåskampene er opfindsomme, der er masser af jokes under bæltestedet og vores hovedperson er stadigvæk lige flabet, men det er historien, der bærer filmen – og heldigvis for det. Nyhedsværdien i den første films grænseoverskridende humor er jo opbrugt. Vi ved, hvad vi går ind til.

Deadpool 2 formår faktisk både at være rørende, have en vis form for morale og samtidig være så fandenivoldsk og sjov at fans af den første film på ingen måde kommer til at føle sig snydt.

Som Lord Flashheart ville have sagt det; hurrah!

5/6 stjerner til Deadpool 2