Lady Bird

Lady Bird | Scott Rudin Productions | Directed by Greta Gerwig | 2017 | 94 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Ualmindelig hyggelig slendringstur ned i ungdommens minder rammer plet i sin personskildring af pubertet og emancipation.

Lady Bird

Som man kan se på denne side, var vi ikke vilde med årets Oscar-vinder The Shape of Water, der var smuk visuelt og havde gode takter undervejs, men som film manglede den det, der skulle gøre den til en Oscar-vinder.

Lady Bird var også nomineret, og den burde have vundet!

Der er tale om en ualmindelig smuk lille indie-film, der rammer lige der, hvor nostalgi og menneskeligt drama kulminerer, og filmen er en hjertevarm humoristisk historie om det at vokse op, kampen for at frigøre sig fra sit barndomsmiljø, sine forældre og sin barndom generelt, samtidig med at kampen for kærlighed, liderlighed og personlig udvikling raser i stærk konkurrence med hormonerne.

Saoirse Ronan der fik sit gennembrud som barneskuespiller viser her, at selvom hun var god som barneskuespiller, så er hun nu fremragende som voksen, en stor stjerne på vej op på filmverdenens stjernehimmel. Hun sætter ikke mange ben forkert som den fremadstræbende og teenageramte pige, der i kampen mod sin mor, der spilles med stor indlevelse og ikke mindst styrke af Laurie Metcalf, der nok er bedst kendt som Roseannes søster i serien af samme navn.

… Lady Bird er stærkt rørende uden nogensinde at blive melodramatisk, og den kammer aldrig over og bliver patetisk i dens portræt.

Tværtimod formår både instruktør og skuespillere, godt hjulpet af en sundt og vittigt manuskript, at underspille filmen gedigent og ikke mindst troværdigt. Der er tale om en film, der virker effektivt som et nostalgisk flashback til ungdommen, og jeg kunne i hvert fald genkende mange af de følelser og den splid/kamp, de unge mennesker slås med i filmen.

Hvorfor den ikke vandt en Oscar er mig en gåde, for den formår, i modsætning til The Shape of Water at være andet en bare visuel, den er rent faktisk vedkommende, og det er der meget brug for i dagens brogede filmbillede.

Det er en god film Saoirse Ronan her har valgt at bryde igennem i som voksen, for den giver lejlighed til at vise de mange facetter hun rummer som skuespiller. Jeg håber ikke Hollywood får kløerne i hende for tidligt, for hvis hun fortsætter sådan her, er det fantastisk, og indiefilm af denne type giver mig altid et smil på læben.

Lady Bird kan sammenlignes lidt med den fremragende Juno, med Ellen Page i hovedrollen, og det var et eksempel på en film med hjerte og humor med en kommende stjerne i den titulære hovedrolle.

Og som sagt, dette er i høj grad Ronans film, hun er lige dele usikker, liderlig, hovedkulds forelsket og vred, og portrætterer det fremragende, men ligeså fremragende som det er, så er det også Metcalfs film. Hun rummer uanede dybder i sit skuespil og leverer som nævnt en stærk præstation som moderen, der kæmper for at holde sammen på det hele med tydelig bitterhed og frustration til følge. Samtidig er hun ikke utiltalende, men derimod forstår man hendes reaktioner, noget som filmen meget fint viser, særligt mod slutningen.

Jeg så den til en forpremiere, men når den har premiere så skynd jer ind, det er en film, I ikke må gå glip af!

5/6 filmkorn til Lady Bird