I, Tonya

I, Tonya | Clubhouse Pictures (II) | Directed by Craig Gillespie | 2017 | 120 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Nye vinkler på gamle rammer giver indsigt i en historie, vi troede, vi kendte.

I, Tonya poster

Skandalen i USAs kvindeskøjteløbsmiljø i 1994 umiddelbart før Vinter-OL i Lillehammer i Norge er nok i et eller andet omfang kendt af rigtig mange, historien om, hvordan en dygtig skøjteløber ved navn Tonya Harding fik sin Bodyguard til at skade knæet hos sin nærmeste rival Nancy Kerrigan for lettere at opnå en plads ved OL på de amerikanske  kvinders kunstskøjteløbs hold.

Det er en historie, jeg i hvert fald troede jeg kendte til bunds, en historie, der mestendels stammer fra den presse, der ivrigt først elskede og senere i skarpe vendinger hadede og i den grad dyrkede had mod den unge 23-årige skøjteprinsesse Tonya Harding.

Men det viser sig, i hvert fald hvis filmen skal stå til troende, at jeg – ligesom den aggressive presse – overhovedet intet vidste om, hvad der foregik, endsige at jeg havde truffet dom over en pige, der måske i samme grad som sit angivelige offer, blot var fanget i omstændigheder, hun ikke havde kontrol med eller viden om.

I, Tonya blev præsenteret som en supersjov film, der handlede om skandalen, en film, der iført sort lårklaskende humor handlede om Tonya Hardings whitetrash opdragelse og liv som barn, hendes mangel på indsigt i og deltagelse i skøjteverdenens prinsesseimage og hendes dårlige manerer og voldelige tendenser.

Jeg forventede en sjov, let film uden det store bid, let underholdning, der kunne give mig lidt kortvarig respit i en ellers travl hverdag, uden de store følelsesmæssige eller intellektmæssige investering.

Det var overhovedet ikke det jeg så, tværtimod!

Jeg så en fantastisk film med hjerte og humor der mere var tragikomisk end klask-på-lårene sjov, og en film, der i den grad tvang mig til at tænke og investere.

Det er en film, der viser, at alting har flere sider, og at pressen ofte ikke gør hvad de kan for at afdække disse sider. Historien bliver fortalt med masser brug af meta i en let og humoristisk facon, uden at det på nogen måde går udover fortælleglæden hos instruktøren og uden at tale ned til eller henover sit publikum.

Filmen er en lang samfundskritik af det lette fix vi får, når pressen fortæller os, at vi skal hade nogen eller elske nogen. Den handler om det tragiske i at dømme nogen uden at kende baggrunden og ikke mindst det groteske i at vi ofte tror, vi kender hele sandheden, når vi absolut intet kender.

Filmens fokus og – må man sige – sympati ligger klart hos Tonya Harding, men jeg er faktisk overbevist om, at filmens budskab er rigtigt og at denne gamle skandale faktisk bør ses i dette anderledes og klare skær.

Der spilles superfint hos alle skuespillere, og særligt Tonya spilles med stor indlevelse, kun overgået af hendes white trash voldelige fordrukne mor, der ikke rigtig har givet Tonya en reel chance for at vokse op uden traumer.

Jeg blev grebet af I, Tonyas narrativ og især filmens sidste sekvens med rigtige klip af de involverede personer siger mig, at instruktøren har fat i den lange ende af, hvad der reelt var op og ned på historien, der endte med at ødelægge en 23-årigs karriere og til dels liv fuldstændig, fordi hun ikke passede ind i formen for den kønne smukke prinsesse, som skøjteverdenen ønskede, men efter pressens anvisning bedre passede ind i en formularisk whitetrash voldstøs, der ville gøre alt for at komme frem på bekostning af alle andre.

Jeg kan ikke sige, at jeg ved med sikkerhed, hvad der reelt skete dengang i 1994, eller at jeg kan sige, at filmen er den skinbarlige sandhed.

Men jeg kan sige, at filmen giver det, der hidtil har manglet ved denne historie, nemlig den anden side af en skandale, der indtil denne film kun har været belyst fra én side, nemlig den side pressen og et skandalehungrigt samfund har ønsket at se.

Og som partsindlæg er filmen supervigtig, formentlig i højeste grad for Tonya Harding personligt, og som film er den finurlig, sjov til tider, tragisk til andre tider og ikke mindst underholdende og gribende.

5/6 filmkorn til I, Tonya