Star Wars: Episode VIII – The Last Jedi

Star Wars: The Last Jedi | Lucasfilm, Disney | Directed by Rian Johnson | 2017 | 152 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Are we there yet? Not quite.

Star Wars: Episode VIII - The Last Jedi poster filmanmeldelse

I Star Wars 7 blev der spillet med for sikre kort. Alt for mange plotdetaljer mindede om noget vi havde set før i den første Star Wars film, og selvom mange blev fortryllet af gensynets glæde var der også mange, inkl. undertegnede, der var oprigtigt skuffede over, at man ikke gjorde mere for at udbygge Star Wars-universet.

Den kritik passer heldigvis ikke på Star Wars 8, der er et klart fremskridt i forhold til den forrige film. Med Rian Johnson ved roret – som både instruktør og manuskriptforfatter – er The Last Jedi væsentligt mindre forudsigelig og byder på regulære overraskelser, der er med til at give filmen den kant som The Empire Strikes Back også havde. Træerne vokser dog ikke ind i himlen.

Historien i The Last Jedi er noget rod, og hvad der kan synes som smarte dramaturgiske kneb er i mine øjne et forsøg på at dække over filmens manglende røde tråd, for hvad handler The Last Jedi egentlig om?

Modstandsbevægelsen, med Prinsesse Leia i spidsen, er hårdt presset af Den første orden, der med modbydeligt store krigsskibe – som får imperiets Star Destroyers til at ligne tændstikæsker – har presset de tapre krigere til det yderste. Med evnen til at spore andre skibe i hyperspace har Den første orden stillet Prinsesse Leia og hendes følgesvende skakmat. Noget må gøres.

Finn vil ombord på Den første ordens gigantiske skib, Supremacy, for at slå sporingsenheden fra. En umulig opgave der sender ham på en mission til det dekadente casino Canto Bight, hvor han skal finde en kryptograf, der kan få ham ombord på Supremacy. Og her løber filmen ind i sit største problem.

Handlingsforløbet omkring Canto Bight tager uendeligt lang tid, og når man har set The Last Jedi til ende er det desværre alt for tydeligt, hvor filmen kunne have skåret 30 minutter af handlingen og dermed opnået en mere effektiv spilletid. Mellemakten er ganske enkelt ligegyldig og får filmen til at miste pusten efter en lovende start, hvilket også går ud over sidste akt, som på ingen måde er kedeligt, men som har mistet den nerve, som der blev lagt ud med.

… Plotlinier startes op, viser sig ikke at føre nogen vegne, kommer måske til at betyde noget i Star Wars 9, føles unødvendige – The Last Jedi mangler fokus.

Hvad er det egentlig den vil fortælle? Skal vi langt om længe finde ud af, hvem Reys forældre er, hvorfor Kylo Ren er så skide sur og om Luke Skywalker vil smide emo-attituden og komme ind i kampen. Det kommer desværre aldrig til at stå helt klart. Vi får ganske vist svar på spørgsmålene, men på så tvetydige måder, at Rian Johnson må have flere overraskelser oppe i ærmet.

Når det er sagt, følte jeg mig i store træk ganske godt underholdt. De positive sider opvejer klart de negative, og det er skønt at Disney har turdet at droppe nostalgikortet og taget nogle chancer med en af verdens mest elskede filmsagaer.

Actionscener er der egentlig ikke så mange af, men dem der er er spektakulære, og selvom enkelte CGI-effekter falder igennem er det overordnede visuelle udtryk tilbage ved det beskidte, industrielle design, som kendetegnede den første trilogi, og som jeg tror mange har savnet.

Kylo Ren, spillet af Adam Driver, er stadigvæk herligt intimiderende, Driver skal have stor ros for at give rollen som Darth Vader-fanboy så mange lag. Rens konfliktfyldte sind brænder igennem lærredet og har en stor del af æren for at mange scener fungerer bedre end de egentlig burde.

Anderledes står det til med Mark Hamill i skikkelse af gnavpotten Luke Skywalker. Hans personlighedskifte bliver aldrig rigtigt overbevisende. Ikke så meget pga. Hamills skuespillerevner, men fordi manuskriptet insisterer på, at galaksens mest ukuelige optimist har kastet håndklædet i ringen. Det giver ingen mening.

Det føles heller aldrig helt rigtigt, når Prinsesse Leia er på lærredet. Nogen stor skuespiller – tror allerede den første dødstrussel er landet i min indbakke – var Carrie Fisher altså ikke, og det er desværre tydeligt, når nostalgilagene – og vemodet over hendes alt for tidlige død – skrælles væk. Leia er Leia, men uden substans eller nogen form for bid. Carrie Fisher har ikke noget at arbejde med. Karakteren er ligegyldig.

The Last Jedi er en Star Wars-film, der hverken er fugl eller fisk, men som trods alt har så meget nyt at byde på, at jeg glæder mig til Star Wars 9, som forhåbentlig får en mere fokuseret handling.

Rian Johnson har udtalt, at man ikke skal tage alt, hvad man har set i The last Jedi for gode varer, så måske er vi så heldige, at Star Wars 9 får samlet op på de mangler som mellemakten i The Last Jedi lider under. Man har lov at håbe.

3/6 filmkorn til Star Wars: The Last Jedi