Valerian and the City of a Thousand Planets

Valerian and the City of a Thousand Planets | EuropaCorp | Directed by Luc Besson | 2017 | 137 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Besson i sit rette element.

Valerian poster

Luc Besson er ikke nogen subtil herre, så når han har kastet sig ud i filmatiseringen af Pierre Christin og Jean-Claude Mézières tegneserie “De tusinde planeters imperium” (1971), som George Lucas indrømmer at han skamløst har planket til Star Wars (1977), virker det faktisk som et ganske fornuftigt valg.

Besson gjorde forarbejdet til Valerian med “Det Femte Element” (1997), hvor Jean-Claude Mézières er ukrediteret som designer, og der er ingen tvivl om at de to verdener stammer fra de samme skabere.

Valerian er et effektorgie, der får Avatar (2009) til at ligne et udvidet afsnit af Smølferne. Detaljeringsgraden er overalt i universet helt ufattelig. Som om Besson har tænkt ‘more is more’. Et enkelt gennemsyn af filmen vil derfor aldrig yde den retfærdighed, da det er umuligt at absorbere alle indtrykkende og samtidig følge med i historien.

Besson har i de seneste år leveret flere forbiere end pletskud på filmfronten, hvor han især i rollen som producer har skabt en vulgær fransk filmmaskine, der spytter den ene metervare ud efter den anden.

Når det er sagt mærker man tydeligt kærligheden til Valerian, som da også er gået hen og blevet den dyreste franske film nogensinde.

… Besson har for en gang skyld brugt sin højre hånd, og det kan mærkes.

Med to veloplagte hovedroller, hvor især Cara Delevingne er fænomenal som Laureline (Linda), sansebombarderer Besson os fra start til slut i hvad mange anmeldere har kaldet en fragmenteret historie, der kun løseligt hænger sammen. Den betegnelse er jeg ikke enig i. Valerians historie fungerer fint og giver os en glimrende introduktion til de tusinde planeters imperium.

I filmen er de to rumagenter oppe mod mørke kræfter som truer med at ødelægge Alpha, en kæmpe metropol med beboere fra 1000 planeter. I deres søgen efter svar på hvem der ønsker Alphas beboere det ondt, møder de ubeskrivelige væsener og uhyggelige skabninger, og må bruge al deres snilde og charme for at overleve en modstander, som måske slet ikke er den, de tror det er.

Valerian er Besson i topform. En tegneseriefilmatisering i ordets mest bogstavelige forstand. Kulørt, vild, fantasifuld og ganske underholdende.

Desværre er det nok sidste gang vi får besøg af Major Valerian og Sergeant Laureline i biograferne. Valerian er pt. ikke i nærheden af at have tjent sit budget på 200 millioner Euros hjem. Ærgerligt.

4/6 filmkorn til Valerian and the City of a Thousand Planets