War for the Planet of the Apes

War for the Planet of the Apes | Chernin Entertainment | Directed by Matt Reeves | 2017 | 140 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Alvorlig abefilm mangler tyngde midt i al tragedien.

War for the Planet of the Apes poser

Menneskets krigeriske, territoriale natur udstilles ubarmhjertigt i den tredie film i serien om abernes planet, hvor hovedaben Caesar har udviklet sig fra den intelligente og godhjertede abe i den første film til en bitter og kompromisløs leder i denne tredie, og efter sigende ikke sidste film i serien.

Instruktør Matt Reeves der overtog serien efter Rupert Wyatts underholdende etter er en alvorlig herre. Aber og mennesker skumler i et væk og hader hinanden, da begge sider har lidt store tab, som kun kan skyldes modparten. Caesar er skam godt klar over, at det var aben Koba, som startede krigen i forrige film, men der er løbet meget vand under broen siden, så selvransagelse ligger ikke først på dagsordenen. Caesar vil gør alt for at aberne kan få lov til at leve i fred, men det vil mennesket bare ikke give ham lov til.

Den selvsamme virus som gjorde aberne intelligente i de forrige film har nemlig haft den modsatte effekt på store dele af menneskeheden, som har mistet evnen til at tale. På mange måder har den reduceret os til primater, og det er et stort slag, som den kompromisløse oberst (Woody Harrelson), der leder kampen mod aberne, under ingen omstændigheder kan acceptere. Hvis ikke han dræber aberne, indfanger og bruger han dem som slaver til at bygge en gigantisk mur, som skal holde fjenden ude.

… Som med den anden film i serien er ‘War for the Planet of the Apes’ flere steder dræbende kedelig.

Reeves er efter min mening en alt for ujævn fortæller, der har misforstået den langsomme og dvælende stil som værende mere interessant. Det er snarere tværtimod. Filmen kunne i den grad bruge en opstramning, da Reeves ikke helt formår at gøre mange af de langsomt opbyggede scener interessante nok. Det lykkes ham enkelte gange, hvor filmen nærmer sig et magisk niveau, som da den godhjertede orangutang Maurice kommunikerer med en lille pige uden taleevner eller i en samtale mellem Caesar og Maurice i filmens afsluttende scener, som er så smuk og rørende, at man lige på falderebet næsten forføres til at tro, at man har set en langt bedre film end man egentlig har.

Trods de mange udtalte følelser i begge lejre og filmens meget alvorlige og dystre tone, som helt fejlslagent forsøges brudt af et komisk abe sidekick (Steve Zahn), efterlod filmen mig tom indeni. Der er stærke følelser på spil, der sker tragiske ting og jeg ærgrede mig hele filmen over dens mange rammende paralleller til menneskets ageren uden for filmens verden, men jeg blev bare ikke følelsesmæssigt involveret.

Kampscenerne er fantastiske og effekterne er dybt imponerende, men det ved vi jo godt Hollywood kan finde ud. Hvis bare Reeves evnede at fortælle sin historie mere levende og mindre påtaget alvorlig, hvilket han glimtvis beviser at han kan, begynder vi at nærme os den filmiske mavepuster, som ‘War for the Planet of the Apes’ mange steder har potentiale til at blive.

Når alt det er sagt, må jeg tage hatten af for at det i Hollywood er lykkedes at lave så mørk, dyster og nihilistisk en trilogi, der holder stilen mere eller mindre hele vejen. I en tid, hvor CGI har dræbt less is more-filosofien og film overlæsses med øredøvende bulder og brag – i troen at det er dét publikum vil have – er det et godt tegn.

3/6 filmkorn til War for the Planet of the Apes