Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge

Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge | Walt Disney Pictures | Directed by Joachim Rønning, Espen Sandberg | 2017 | 129 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Splitte mine bremsejl, filmen er god!

Pirates of the Caribbean: Salazra's Revenge poster

Det er gået stødt ned ad bakke for Pirates of the Caribbean-serien siden den overlæssede 3’er og den gumpe tunge 4’er, så jeg havde ikke de store forventninger til Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge – den nu femte og angiveligt (hvem tror på det?!) sidste film i serien. Herligt er det derfor, at piratserien med sin femte film er kommet på ret køl og faktisk er blandt de bedste i serien.

Om det er det norske instruktørpar vi kan takke for det ved jeg ikke, men faktum er at filmen føles frisk, veloplagt og meget underholdende. Lettet for alt det overflødige fedt som tyngede de forrige to afsnit i serien.

Jeg langer ellers ofte ud efter film, hvis hovedbestanddel består af bulder og brag, så jeg burde hade Salazar’s Revenge, men det gør jeg ikke, for selvom filmen har sømmet i bund fra start til slut er den så smækfyldt med sjove påfund og fantastiske effekter, at den eventyrlige historie, hvor ingen tilfældigheder lader til at gå til spilde, føles både energisk og vedkommende.

Det skyldes især filmens følelsesmæssige kerne, der kredser om det unge par Henry og Carina.

Henry, hvis efternavn er Turner forsøger at ophæve sin fars forbandelse, som har bundet ham til skibet den Flyvende hollænder for evigt (se Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende fra 2007), mens Carina leder efter sin far, hvis eneste kendskab hun har til er en bog, der måske leder til Poseidons trefork, som lader ejeren herske over verdenshavene og dermed ophæve alle havets forbandelser.

… Det unge par – spillet af Brenton Thwaites og Kaya Scodelario – er som de tidligere films Orlando Bloom og Keira Knigthley historiens jordbundne, identificerbare kerne, der skaber kontrast til de vilde optrin og farverige tegneseriekarakterer, som filmen er så rig på.

Henry og Carinas historier skaber en rød tråd i filmen, der binder de mange ekstravagante optrin sammen, som flere steder nærmest når et Buster Keatonsk niveau, som da Sparrow havner i guillotinen i en af filmens sjoveste scener.

Jack Sparrow er stadigvæk en fordrukken sut, og Depp spiller ham stadigvæk som sit alter ego. Sparrows friskhed er fem film henne i serien imidlertid stærkt aftagende, så det er Javier Bardem som spøgelseskaptajnen Salazar, hvis hår bevæger sig som var det under vand, der er filmens mest interessante tegneseriefigur. Næsten på niveau med Bill Nighys fantastiske blæksprutteskurk Davy Jones fra Pirates of the Caribbean: Død mands kiste. Salazar er en formidabel skurk med et frygtindgydende skib, der knuser alt på sin vej – på visuelt skræmmende og opfindsom vis.

Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge er en rigtig vellykket popcornfilm, der underholder fra start til slut med sin hittepåsomhed og eventyrlige historie, hvor forbandelser, genfærd og fordrukne pirater mindede mig om, hvor magisk det kan være at se film i biografens mørke.

4/6 filmkorn til Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge