Alien: Covenant

Alien: Covenant | Twentieth Century Fox Film Corporation | Directed by Ridley Scott | 2017 | 122 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Aliens greatest hits.

Alien: Covenant poster

Ét af de mest skræmmende og ikoniske filmmonstre må siges at være det monster, som Ridley Scott udødeliggjorde i Alien-filmen fra 1979, og som var skabt af H.R. Gigers geniale og dystre hjerne på et A-film budget, hvor fokus var på langsomt opbygget uhygge, godt skuespil og suspense frem for effekter.

James Cameron gjorde det umulige og lavede en toer i serien, der på alle måder var bedre end Alien, ikke mindst fordi den gik i en helt anden retning, der efter en times stemningsfuld opbygning bød på nogle helt sublime actionscener, der i mange år efter dannede skole og stadigvæk kopieres den dag i dag. Aliens: Det endelige opgør må siges at være en kæmpe klassiker, og klart den bedste af filmene i denne franchise.

David Finchers projekt med Alien 3 fra 1992 blev af uransagelige årsager smadret af Hollywood-pengemænd og studiebosser, der ikke forstod hans ideer. Biografudgaven var et rodet miskmask, og blev først seværdig mange år efter med udgivelsen på Blu-ray, hvor et Assembly Cut – klippet efter Finchers oprindelige storyboards – faktisk skabte en hæderlig film.

Jean Pierre-Jeunet formåede imidlertid at smadre franchisen fuldstændig, da han fik lov til at lave Alien: Resurrection i 1997 med et forfærdeligt eurotwist og dårlig humor, hvilket resulterede i en film, der blev langt dårligere, end både cast og præmis havde fortjent. Den fremstår, efter Assembly Cut af Alien 3, som den dårligeste af de 4.

Siden da er der blevet lavet flere Alien vs. predator film, uden stort held, og det var da også med særdeles store forventninger, at Ridley Scotts Prometheus udkom i 2012. Prometheus var en slem skuffelse med utiltalende karakterer og et uintelligent plot der var drevet frem af ligegyldig action og klicheer. Filmen lider af nogle seriøse pacingproblemer ligesom Scotts instruktion er middelmådig. En filmisk fiasko.

… Mine forventninger til Alien: Covenant var ikke ligefrem i top, da jeg satte mig til rette i biografsædet.

Lad mig slå fast med det samme, Alien: Covenant er væstenligt bedre end Prometheus, ikke mindst den første halvdel. I modsætning til Prometheus, så kerer man sig om karaktererne, der er noget mere velskrevede end de to-dimensionelle, usympatiske figurer i Prometheus, som udover at være ligegyldige også plotmæssigt var snotdumme og gjorde, sagde og reagerede dumt på stort set alt for at drive filmens i forvejen ikke eksisterende plot fremad.

Når det er skrevet, gør karaktererne i Alien: Covenant såmænd også dumme ting, som at skide på karantæneregler, når besætningsmedlemmer smittes med åbenlyst meget aggresiv vira, eller når de forlader deres følgesvende for naturligvis at blive udsat for et eller andet grumt. Alt sammen for at fremskynde handlingen, hvilket faktisk også sker med modsat fortegn, når enkelte besætningsmedlemmer hen mod slutningen pludselig bliver meget handlekraftige og gør alle de rigtige ting, helt ude af trit med resten af filmen.

I brudstykker er filmens historie såmænd ganske udmærket, og den drives frem af klart bedre dialog end i Prometheus, men den formår aldrig at samle sig til et hele og for mange interessante plotlinier følges ikke til dørs. Mest interessant er filmens drama omkring de upålidelige androider, der som i tidligere Alien-film naturligvis har en skjult dagsorden.

Og hvis vi bliver ved det genkendelige, så sad jeg flere gange undervejs og spottede scener, der nærmest frame by frame er planket fra de første to alien film, Alien og Aliens. Det er som om Scott og manuskriptforfatterne ikke har evnet at forny sig. Actionscenerne og de grumme monstre er for hurtigt på plads, så man slet ikke når at blive skræmt og ramt af uhyggelig stemning, før bulder og aliens bryder frem.

Alien: Covenant har ikke en selvstændig identitet, og selvom man er okay underholdt undervejs, selvom den er flot lavet med vilde actionscener og masser af drama, så er den mere eller mindre en kopi af de tidligere film uden noget nyt på hjerte.

Den giver lidt søgte forklaringer på visse elementer i universet, hvilket jeg faktisk synes er ødelæggende for franchisen, og som fjerner en stor del af mystikken som har fascineret siden den først film i 1979, ligesom forsøget med twists and turns i plottet er alt for gennemskueligt – man bliver ikke rigtig overrasket.

Det er trist af to årsager.

Det er trist, fordi Alien-franchisen trænger gevaldigt til et nyt filmisk hit (ikke økonomisk) og en ny GOD film, og det er ikke mindst trist, fordi det viser, at Ridley Scott simpelthen ikke er den mesterinstruktør, han er udråbt til. Han har brug for et godt manuskript, for at hans film virker og bliver rigtig gode – se blot The Martian.

Alien: Covenant lå til at starte med på 4 stjerner, men jeg endte efter en noget tam finale, på 3 middelmådige, ligegyldige og bagatelagtige stjerner.

3/6 filmkorn til Alien: Covenant