A Cure for Wellness

A Cure for Wellness | Regency Enterprises | Directed by Gore Verbinski | 2016 | 146 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Skarp samfundskritik gør det ikke alene.

A Cure for Wellness poster

En topchef fra et stort, amerikansk firma opholder sig på et kurhotel i de Schweiziske alper midt under en kæmpe fusion. Han har vendt firmaet ryggen, da han har fundet ny mening med livet. En katastrofe for firmaet der vælger at udnytte en ung, usympatisk ansats netop opdagne fuskerier. Den unge Lockhart skal hente den nyfrelste topchef hjem fra Schweiz.

Hjembringelsen viser sig sværere end forventet og den unge Lockhart bliver langsomt trukket dybere og dybere ind i kurhotellets mystiske forehavender.

A Cure for Wellness er en rendyrket genrefilm. Et gotisk gys der trækker tråde til de mest uhyggelige folkefortællinger, hvor onde baroner og mystiske slotte spøger fra fortiden.

Desværre formår filmen ikke at bygge mysteriet omkring kurstedets skumle planer særligt godt op. Det hele virker ganske vist mærkeligt, og den gennemførte billedside med kæmpemaskinel, groteske apparater og mørke, dystre gange, er både fascinerende og ækel. Det er historien der halter.

… A Cure for Wellness kæmper med for mange usandsynligheder og gentagelser til at det uhyggelige sagn for alvor griber fat i en.

Filmen er som sådan ikke kedelig, men fortællingen matcher ikke den væmmelige og groteske billedside. Historien træder ofte vande og fik ikke gjort det uafrystelige indtryk på mig, som jeg havde håbet på.

Den underliggende samfundskritik rammer derimod plet med sin spidden af det kapitalistiske samfund, hvor vores stræben efter materielle goder får os til ukritisk at søge efter det ægte, meningsfulde liv, når vi i ny og næ sætter foden på bremsen, og hovedkuls kaster os ud i en ny livsforbedrende trend, der giver os en tro på, at vi i hvert fald for en kort stund modarbejder menneskets nedadgående spiral.

3/6 filmkorn til A Cure for Wellness