Split

Split | Blinding Edge Pictures | Directed by M. Night Shyamalan | 2016 | 117 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

James McAvoy leverer en brudsikker præstation som skizofren mand med 23 personligheder.

Split poster

Man kan sige meget om M. Night Shyamalan, men nogen uinteressent instruktør er han ikke.

På trods af den forbandelse som har hvilet over ham siden gennembrudsfilmen, Den 6. sans, hvor han overraskede biografgængere verden over med et gennemført genialt plottwist – som publikum efterfølgende har forventet i alle hans film – har han skam formået at overraske mange gange siden hen.

Som oftest med simple karakterstudier, hvor handlingen træder i anden række, og hvor der har været noget at glæde sig til hen mod slutningen, hvor Shyamalan nærmest traditionen tro hiver en kanin op af hatten på trods af at publikum fra første sekund har forsøgt at gennemskue evt. kommende twists.

Det gælder også Split, der som karakterstudie af en skizofren mand med 23 personligheder – og en vordende 24. – er en ren tour de force ud i James McAvoys evner som skuespiller og Shyamalans evne til at overraske.

… Split er måske noget tam set med et moderne gyserpublikums øjne, nok mest af alt fordi Shyamalan er en langsom fortæller, men det gør den ikke mindre interessant af den grund.

Uden at vide, hvor Shyamalan leder os hen, frygter man for tre tilfangetagne pigers skæbne, som er i den skizofrene hovedpersons hænder.
Pigerne forsøger at udnytte deres fangetagers mange personlighedsskift, som spænder fra en 9-årig hiphopper til en voksen OCD kontrolfreak, og det er her filmen har sin styrke, for man ved aldrig helt, hvornår den gode McAvoy skifter personlighed og pigernes fremskridt pludselig vendes til det modsatte.

Som modspil har McAvoy den unge og talentfulde Anya Taylor-Joy, der spiller den skarpeste af de tre piger, da hendes opvækst har givet hende et kendskab til de mere dyriske sider af mennesket, som hun forstår at bruge mod sin uforudsigelige modstander.

Som publikum har man en forventning om, hvad filmen vil med os. Hvordan Shyamalan manipulerer os, så han kan hive tæppet væk under os til sidst. Det er disse forventninger og tolkninger som leder op til en slutning, hvor alting faktisk er som det ser ud til og så alligevel er meget mere end det.

4/6 filmkorn til Split