Passengers

Passengers | Columbia Pictures | Directed by Morten Tyldum | 2016 | 116 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Imponerende flot science fiction-kærlighedshistore.

Passengers 2016 poster

​Trailere nu til dags har for vane at vise alt for meget. Sommetider så meget at de fremstår som et kort sammenkog af filmen.

Da jeg satte mig i biografsæddet til Passengers havde jeg derfor en klar ide om, hvad de næste to timer ville byde på, men jeg tog fejl.

Passengers er en langt mørkere film end traileren lader en tro. Først og fremmest fordi præmissen om to passagerers alt for tidlige opvågning – 90 år for tidligt på en 120 år lang rejse til en ny verden – bygger på en moralsk forkert beslutning, som det er nemt at anfægte, hvor meget man end forstår den, men også fordi beslutningen har alvorlige konsekvenser, som filmen giver sig tid til at beskrive.

Passengers er på alle måder en perfekt pacet film. Hovedpersonernes op og nedture får så meget plads, at de bliver vedkommende, og da kemien mellem Jennifer Lawrence og Chris Pratt funkler, tror man på de følelsesmæssige glæder og sorger de udsættes for.

… Pakket ind i lækre billeder, et imponerende lydbillede og med et af de mest fantastiske rumskibe der nogensinde har prydet et biograflærred, er man i gode hænder fra start til slut, hvor den enkle historie på intet tidspunkt kompliceres unødigt.

Passengers har sin egen identitet og får lynhurtigt bygget en stemning op som aldrig slap taget i mig. Samspillet mellem Lawrence og Pratt, som nemt kunne hæmmes af begges stjernestatus, flyder naturligt, og deres venskab som udvikler sig til dybtfølt kærlighed er troværdig og føles ægte.

Morten Tyldum (The Imitation Game) har et godt greb om genren og forfalder ikke til de sædvanlige science fiction klicheer, hvor der ofte dvæles mere ved teknologien end mennesket. Med rolig hånd fortæller han en historie, der trods sin glansbilledeoverflade bygger på en kontroversiel ide, som især har fået de amerikanske anmeldere op af stolene, men som jeg synes nuanceres så godt, at filmen slipper afsted med det.

Passengers er i min optik en af årets bedste Hollywood-film, der giver sig tid til at fortælle en vedkommende historie med en fin morale, der kan synes banal, når man sammeligner med de helt store science fiction værker, men hvis pointe ikke er mindre relevant af den grund.

5/6 filmkorn til Passengers