Hacksaw Ridge

Hacksaw Ridge | Cross Creek Pictures | Directed by Mel Gibson | 2016 | 139 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Gibson er tilbage i storform.

Hacksaw Ridge poster

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at Mel Gibson er en stærkt troende katolik, så når en film som Hacksaw Ridge handler om en ung fyr, der med troen som våben udretter et regulært mirakel på egen hånd – og giver al æren til gud – er der vel ingen tvivl om, hvilken dagsorden der ligger bag.

Som ikke religiøs kunne man nemt forestille sig, at Hacksaw Ridge ville være to timers regulært selvpineri i stil med Gibsons ulidelige Passion of the Christ, der vel nok er de længste tre timer jeg har tilbragt i en biografsal.

Men det er slet ikke tilfældet.

Hacksaw Ridge er en gribende fortælling om menneskelig viljestyrke, opofrelse og kampgejst, der efterlod mig opløftet og rørt over de mænd, der under 2. verdenskrig kæmpede side om side i en tid, hvor de gode og de onde var endegyldige størrelser.

Den unge Desmond Doss har set krigens indvirkning på sin far, der er veteran fra 1. verdenskrig, og som stadigvæk lider under de rædsler han oplevede – og de venner han mistede – under den store krig.

Med et brændende ønske om at hjælpe til på fronten melder Desmond sig til hæren, hvor hans ønske om at lappe menneskeheden sammen i stedet for at flå den fra hinanden er en torn i øjet på de andre soldater.

Desmond nægter at røre ved et skydevåben. Alt han ønsker sig er at blive feltlæge. Og han får sin vilje efter en hård kamp, der involverer de øverste herrer i det militære hieraki, tæsk og fængsling.

Med sin deling sendes Desmond til Hacksaw Ridge ved Okinawa i Japan, hvor han uden andet våben end sin lægetaske kaster sig hovedkuls ind i kampen for at redde livet på de soldater der flåes fra hinanden ved hans side i kampen mod japanerne.

Og det er en brutal omgang.

… Gibson har aldrig lagt fingre imellem, og det gør han så sandelig heller ikke her. Hvis du synes landgangsscenen i Saving Private Ryan var en intens oplevelse, så er der mere af samme skuffe her.

Kampscenerne er mesterligt iscenesat og så nervepirrende spændende, at jeg ikke kan mindes en mere intens oplevelse i biografen i mange år.

Det kan måske synes underligt, at en film med et pacifistisk budskab om at vi mennesker er i stand til større bedrifter end at slå hinanden ihjel, svælger i så meget lemlæstelse som den gør, men når det er med Mel Gibson ved roret er mennesket altid i fokus.

Gibson får bygget sine karakterer op, så man involverer sig i deres skæbne, og med lige dele humor og alvor formår han at menneskeliggøre sin historie så meget, at følelserne hænger ude på tøjet, når vi som tilskuere kastes hovedkuls ud i slaget om Okinawa.

Skuespillet er fremragende ned til selv de mindste roller, og Andrew Garfield er glimrende som Desmond Doss, men det er nu alligevel Hugo Weaving, der som Desmonds far imponerer mest med sit følelsesladede portræt af en knækket mand, der ikke ønsker samme skæbne for sine to sønner. Weaving leverer en virkelig fremragende præstation.

Jeg håber på, at Hollywood har tilgivet Gibson for de banaliteter der efterlod ham i kulden i næsten 10 år og får øjnene op for hans præstation her. Statuetterne burde stå i kø til næste Oscar-uddeling.

6/6 filmkorn til Hacksaw Ridge