Deepwater Horizon

Deepwater Horizon | Summit Entertainment | Directed by Peter Berg | 2016 | 107 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Deepwater Horizon placerer dig lige midt i katastrofen.

Deepwater Horizon poster

Det siger noget om nutidens informationsoverbelastning, når jeg dårligt nok kan huske noget om den virkelige miljøkatastrofe, der fandt sted i 2010, og som filmen Deepwater Horizon er en dramatisering af.

Miljøkatastrofen var den største af sin art i USA, kostede adskillige menneske- og dyreliv, og har medført nye regler og procedurer på boreplatforme og lignende.

Med Deepwater Horizon af den efterhånden ganske habile instruktør, Peter Berg, placeres vi lige midt i katastrofen, hvor vi som publikum omsluttes af et inferno af ild, eksplosioner og flyvende metaldele.

Inden da har filmen nærmest fra første billede bygget op til det uundgåelige ved på effektiv vis at få selv de mest banale hverdagsting til at fremstå som ildevarslende tegn på den lurende katastrofe.

Billederne fra 6 kilometers dybde af de imponerende sikkerhedsventiler, der aflaster det ufatteligt lange bor er uhyggelige. De knirkende rør og den ustabile havbund er skræmmende, ligesom topledelsens underkendelse af de egentlige eksperters viden er frustrerende. Man er kørt godt op, når det for alvor begynder at gå galt.

Og galt; det går det!

… En film som Deepwater Horizon står og falder på om man føler noget for de personer man følger på lærredet, og her er der absolut ikke noget at udsætte på filmen.

En egentlig hovedperson ses i form af Mark Wahlberg, der som altid gør det glimrende, når han skal spille den almindelige, arbejdende mand. Overfor ham er der godt modspil i Kate Hudson, der for første gang i karrieren spiller sammen med sin stedfar i det virkelige liv, den altid glimrende Kurt Russel.

Og så er der effekterne, som ofte er hovedattraktionen ved katastrofefilm. Tror vi på det vi ser?

Det kan jeg svare entydigt ja til. Effekterne, som bl.a. omfatter en borerig bygget til filmen (efter sigende verdens største set bygget til en film iflg. IMDb), er dybt imponerende. Når først det går løs, føler man virkelig at skuespillerne befinder sig lige midt i katastrofen. Stuntarbejdet er upåklageligt.

Det er måske forkert at betegne Deepwater Horizon som en underholdningsfilm, for at svælge i andre folks ulykke burde ikke være underholdende, men faktum er at filmen er en super intens oplevelse, der holder dig fastnaglet til biografsædet fra start til slut.

At Deepwater Horizon er effektivt bygget op og at effekterne er imponerende er én ting, filmens intenstitet skyldes dog også den ærefrygt man sidder tilbage med overfor naturens voldsomme kræfter, der når først de slippes løs, minder os om, hvor bittesmå vi mennesker er.

4/6 filmkorn til Deepwater Horizon