Suicide Squad

Suicide Squad | Atlas Entertainment | Directed by David Ayer | 2016 | 123 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Mesterværk? Nej. Underholdende? Ja!

Suicide Squad 2015 poster

Marvel har kendt opskriften længe. Deres univers er efterhånden ret sammentømret på niveau med dets tegneserie-univers. Marvel-filmene har oftest været gode, rigtig gode, og kun med enkelte reelle svipsere. DC har haft vanskeligt ved at følge efter denne succes. Deres film har ofte været ringe, meget ringe, eller bare ok. Kun Nolans Batman-trilogi har formået at ramme noget, der virkede, men også den opskrift nåede at blive gammel, da 3’eren i den serie kom.

DC har forsøgt at reboote deres Superman-univers flere gange, uden held, lavet kæmpe kiks som Grønne Lygte, og selv deres tv-serier er af ringe kvalitet, mens Marvel også der har forstået at ramme en trend i tiden.

DC kæmper dog ufortrødent videre, og man må sige, at deres univers er mindst ligeså interessant som Marvels med navne som Superman, Batman, Justice-League og The Flash.

De er kommet efter det med tv-serierne, da Arrow (baseret på Grønne Pil) og The Flash er succesfulde og faktisk ret underholdende udgaver af de to helte.

DCs vej til oprejsning startede med Batman v Superman. Det er bestemt ikke et mesterværk, men den virker trods alt nogenlunde og underholder ganske habilt. Dens slutning er udgangspunktet for Suicide Squad. Med Superman død mangler verden nye beskyttere i det tilfælde, at et nyt supermenneske ikke deler Supermans gode humør og høje etiske sans. Hvordan løser man det? Man skraber bunden af tønden med afskum. Mennesker med særlige egenskaber. Superskurke, der er fængslet på evig tid, for farlige til at lukke ud.

De samles til et hold under trussel om døden, hvis de ikke hjælper til, og så sættes de op mod nye store trusler mod menneskeheden.

… Lad mig starte med at sige, at jeg faktisk kunne lide filmen. Den har sit eget “feel”, og dens karakterer er både farverige og spændende at følge.

Filmens første tredjedel virker ret godt og man er opslugt af filmens flotte billeder og ikke mindst soundtrack, der er råt, rocket og superintenst med både hits og stemningsfuld filmmusik.

Filmens plot er ganske tyndt, men filmen handler faktisk mere om denne gruppe “superheltes” opstart, herunder deres dæmoner og vej fra skurk til helt. Det virker ret godt og filmen underholder fint hele vejen, selvom turen bliver lidt kedelig i de sidste minutter, da den er lidt for lang.

Filmen er også et oplæg til DCs næste satsninger i form af film om The Flash, den nye Affleck-Batman, Aquaman, Wonder Woman og ikke mindst deres kommende og længe ventede Justice League-film.

Her er det tydeligt, at DC nu har lært af Marvel, og deres film begynder at tegne et samlet og omfangsrigt billede af historier, personager og plots, der lægger op til hinanden, og kigger fremad og sætter tonen for kommende film. DC har vist fundet lidt af den magi, Marvel længe har haft, i hvert fald i form af indtjening, kritik – og publikumsgunst.

Udfordringen er – som den også er for Marvel – nu at lave film, der ikke bare minder om alt det andet, vi har set så mange gange. Superheltefilm er jo ikke ligefrem en ny trend efterhånden, så filmskaberne står overfor store udfordringer med at lave film med personer og karakterer, der skiller sig ud, og som samtidig hænger sammen og formår at underholde, med plots, der virker og med dybde og udviklingn af samtlige figurer og af universet generelt.

OG som sagt virker Suicide Squad godt med dens eget feel, nogle interessante karakter og ikke mindst noget, man ikke har set på samme måde før – skurke der leger helte.

Det bliver spændende at se, om DC kan fortsætte de gode takter – grundstenene er lagt, fundamentet er på plads, nu er det op til filmskaberne i Hollywood og deres fantasi at skabe nye fede og fremragende oplevelser i de to universer, så det stadig føles friskt og lækkert og så gentagelsens klamme hånd undgås. Marvel har på det seneste faldet i den fælde, DC er på vej op den anden vej.

Fremtiden ser spændende ud – for begge selskaber!

4/6 filmkorn til Suicide Squad