The Nice Guys

The Nice Guys | Misty Mountains | Directed by Shane Black | 2016 | 116 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Gosling og Crowe er gode i halvslap komedie.

The Nice Guys poster

Det er ikke The Wise Guys, men The Nice Guys vi følger i Shane Blacks to timer lange actionkomedie, der bringer minder om de sene firsere og tidlige halvfemsere, hvor actionkomedierne var på deres højeste. Og med deres højeste mener jeg ikke nødvendigvis bedste, blot at vi så en hel del til den slags film i perioden.

Shane Black er selv manden bag Lethal Weapon (1987), The Last Boy Scout (1991) og The Long Kiss Goodnight (1996), så det er ikke så underligt, at The Nice Guys giver deja vu. Både på den gode og den dårlige måde.

Ryan Gosling spiller den autoriserede privatdetektiv Holland March, der bor alene med sin datter i Hollywood, hvor han lever af at opsnuse forsvundne personer. Russel Crowe spiller den uautoriserede privatdetektiv Jackson Healey, der mest af alt tjener sine penge ved at slå på tæven, når klienter ønsker at slippe af med lidt for nærgående personager.

March er blevet hyret af en ældre dame til at finde dennes forsvundne niece, Amelia. Healey er blevet hyret af Amelia til at sende en håndfast advarsel til Amelias forfølgere, som ikke kun tæller March, men også nogle ubehaglige fyre, der vist nok vil slå hende ihjel. Hvorfor finder March og Healey ud af, da deres veje naturligvis krydses og et større og temmelig udspekuleret komplot afsløres, der involverer pornostjerner, filmproducenter og højtstående embedsmænd.

… Ja, filmen er lige så rodet som den lyder.

Det har måske set meget godt ud på papiret, men i Blacks hænder er det desværre blevet lidt af en rodet affære, der kun løseligt hænger sammen og som afhænger af alt for mange usandsynlige tilfældigheder, som filmen – selvbevidst som den er – naturligvis spiller på er helt bevidst. Det ændrer bare ikke ved, at tilfældighederne er for svære at sluge, og at de er for afgørende for, hvordan det umage makkerpar klarer skærene. Ideen med at ledetråde bogstaveligt talt falder ned i hovedet på de to klovnehoveder er sådan set ganske sjov, men ikke når den er så konstant. Så virker det blot som dovent håndværk.

Black har villet lave en actionkomedie i ånden af tidligere tider, hvor publikum måske var lidt mere tilgivne, når plottet ikke hang helt sammen eller når helte og heltinder var lidt for heldige i kampen mod de slemme skurke, men The Nice Guys hæver sig aldrig over følelsen af deja vu. Filmen er ganske enkelt for bevidst om den genre og tidsperiode den ser op til, at den glemmer at tilføje nye elementer, som kunne have givet den en tiltrængt friskhed – og gøre det til en vellykket film.

Når det er skrevet, så er makkerparret Gosling og Crowe absolut seværdige. Begge udviser en overraskende flair for komik og timing, og er filmens største triumf. De to mindrebegavede herrer og Marchs kvikke datter – charmerende spillet af Angourie Rice – var nok til at jeg følte mig mildt underholdt trods mine kritikpunkter.

Jeg er således frisk på endnu en film med de to flinke fyre, hvis blot manuskriptforfatterne ville tage sig lidt sammen og rent faktisk gøre sig umage med at føre filmen ind i det 21. århundrede næste gang.

3/6 filmkorn til The Nice Guys