The Conjuring 2

The Conjuring 2 | New Line Cinema | Directed by James Wan | 2016 | 134 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Ualmindeligt ubehagelig og til tider lidt for creepy opfølger til den udmærkede etter.

The Conjuring 2 poster

Gysergenren har de seneste år haft adskillige gode bidrag tilføjet en ellers ret slidt portefølje af middelmådige og ofte horribelt ringe film, der ikke formåede at levere præcis den kerneydelse, gysergenren kræver, nemlig stemningen.

Med James Wans første The Conjuring (2013) viste han, at han formåede at bygge en stemning op, og kun i sekundær grad forfaldt til de ellers slidte chokeffekter. The Conjuring var en ualmindeligt skræmmende gyser.

Og det var åbenbart ikke nok kun at fortælle én historie om de paranormale eksperter Ed og Lorraine Warren, for nu har Wan lavet en opfølger, der er værdig i både stemning og plot, om end den er en anelse for lang.

… The Conjuring 2 er en særdeles creepy film, hvor stemningen langsomt og effektivt bygges op.

I denne anden omgang er handlingen flyttet til England, og det klæder filmen, som pakkes ind i trøstesløse, grå og dystre farver fra det engelske arbejderkvarter i slutningen af 1970’erne.

Selvom den engelske familie der hjemsøges bor I et rækkehus, som er meget tæt på at være nedrivningsværdigt, er familien en sammentømret størrelse, der finder glæde i de små ting trods et mildest talt miserabelt hverdagsliv. Det skaber hurtigt sympati for den nedslidte mor og hendes fire børn, der rammes af brutale og uhyggelige kræfter.

Pacingen i The Conjuring 2 virker rigtig godt de første 2/3 af filmen og skuespillet er i top på alle planer. Især den 11-årig pige (spillet af Madison Wolfe), der er omdrejningspunkt for uhyrlighederne, leverer en præstation på niveau med Exorcistens Linda Blair – hun er præcis den blanding af uskyld og aggressiv vrede, der gør at man tror på dæmoniseringen af hende og hendes omgivelser.

Filmen formår som sagt at bygge rigtig godt op og med solide chok undervejs er der tale om en god film, der blot er en anelse for lang. Klimakset virker lidt klodset og er lidt for søgt, men når alt kommer til alt er det en tilfredsstillende slutning. Stemningen i filmen holder nemlig hele vejen, og jeg håber Wan fortsætter i denne dur, da der er tale om højkvalitetsgyserfilm, hvilket jeg personligt elsker, selvom min aften i biografsædet til tider føltes lidt for presset.

4/6 filmkorn til The Conjuring 2