Batman v Superman: Dawn of Justice

Batman v Superman: Dawn of Justice | Warner Bros. | Directed by Zack Snyder | 2016 | 153 min. | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Why so serious?

Batman v Superman: Dawn of Justice poster

Der er lagt i kakkelovnen til et episk slag mellem Den mørke ridder og Jesus, menneske mod gud, i Zack Snyders længe ventede Batman v Superman: Dawn of Justice.

To superhelte der begge kæmper de godes sag, men som efter Supermans altødelæggende kamp mod general Zod i Man of Steel (2013) har givet Bruce Wayne og de mange sårede et ændret syn på den gudelignende superhelt. Har Superman overtrådt sine beføjelser på Jorden? Er han til fare for menneskeheden? Batman er ikke i tvivl. Superman skal dø før han skaber mere ravage.

Om det er publikums negative reaktioner på det ulideligt lange opgør mellem de to kamphaner fra Krypton i Man of Steel, eller om det hele tiden har været planen, at næste film skulle handle om konsekvenserne af Supermans handlinger i netop det opgør, kan jeg kun gisne om.

Ærgerligt er det derfor, at Batman v Superman hurtigt ender i samme kedelige grøft efter en ellers fin indledning, hvor den martrede sjæl bag Den mørke ridder, Bruce Wayne, igangsætter en undersøgelse af den maniske superskurk, Lex Luthor, og hvor Supermans tvivl om sin rolle på Jorden lægger op til nogle interessante, eksistentielle overvejelser. Men det bliver aldrig til mere af den slags. Bulder og brag tager hurtigt over.

Det betød, at jeg følte mig underligt distanceret fra de to hovedpersoner, som på trods af filmens meget dystre, seriøse og lettere selvhøjtidelige tone ikke udvikler sig en tøddel i filmens lange spilletid. Snyder giver meget lidt plads til karaktererne, så de ønskede reaktioner fra publikum, når vi skal føle noget for vores lidende superhelte, er svære at efterleve.

Og det er vel egentlig ikke overraskende. Snyder er og bliver en billedmager. En ganske vist glimrende en af slagsen. Men nogen god historiefortæller er han altså ikke.

… Batman v Superman er en vældig flot film, der med sine mørke billeder og stiliserede sets er flot at se på. Men som med Snyders tidligere film er det form uden indhold.

Det er ikke fordi filmen mangler en historie som sådan. Det den mangler er en god historie. En ordentligt fortalt historie. En historie der kobler de mange handlingstråde sammen på en mere organisk måde, så de ikke kun hænger sammen rent teknisk, men varierer de fortællegreb, som kan gøre historien mere fængende. Det kunne f.eks være i form af den karakterudvikling jeg efterspørger, for de to hovedpersoner er begge interessante figurer at gå i dybden med. Så kunne deres fælles fodslag måske også skabes på en mere overbevisende måde end filmens nuværende, temmelig fesne løsning, som jeg naturligvis ikke vil afsløre her.

Nuvel. Allerede inden jeg havde set filmen havde jeg en forestilling om, hvordan den overordnede fortælling ville udvikle sig baseret på de mange superheltefilm, vi er blevet bombarderet med de seneste 10 år eller mere. Og det er fandme trist at få ret – endnu engang. Ikke fordi jeg er klogere end gennemsnittet, men fordi Batman v Superman og de mange andre superheltefilm, den ligger i kølvandet af, er så forudsigelige, at der snart (som i for lang tid siden) bør komme nye boller på suppen.

Captain America: The Winter Soldier (2014) var på rette spor, da dens genkendelige superhelteskabelon blev holdt sammen af en forfriskende thriller-opbygning, der midt i alt det velkendte holdt interessen fangen med et mysterie man som publikum gerne så løst. Den slags overraskelser byder Batman v Superman ikke på, og det er en skam.

En skam er det også, at Wonder Woman gør sit indtog i filmen uden at det giver nogen anden mening end at få hende kørt i stilling til den kommende Wonder Woman-film. Gal Gadot er smuk at se på, men nogen stor skuespillerinde er hun altså ikke, så jeg brænder ikke ligefrem for at se den film.

Som de andre Justice League-karakterer, der uopfindsomt proppes ind i filmen, er Wonder Woman blot endnu en brik i et større puslespil, hvis samlede billede formentlig er den ventede Justice League-film, der allerede kommer til november 2017. Det får Batman v Superman til at føles som én lang indledning til den næste film i serien og langt mindre som et selvstændigt værk.

Filmens største svaghed er imidlertid de mange ulogiske handlingsforløb, hvor især Lois Lane står for de mest “hvordan vidste hun det”-øjeblikke med genstande, som hun ikke har en jordisk chance for at vide, hvad skal bruges til, eller når hun er med i scener udelukkende for at drive plottet kunstigt frem.

Ligeledes undrede jeg mig over, at Superman er en bifigur i sin egen film, hvor Batman/Bruce Wayne får absolut mest tid på lærredet, hvilket kan virke underligt, når nu Batmans bevæggrunde for at gå i krig mod Superman er så unuancerede og simplificerede som de er. Det hjælper lidt, at Ben Affleck i min optik leverer den absolut bedste Batman-fortolking nogensinde, men kræfterne er spildte.

Nå ja, og så er der Lex Luthor, som spilles af Jesse Eisenberg. Lex har mistet al den farlighed, som Gene Hackman tilførte rollen i de mere kulørte udgaver af Superman i slutningen af 1970’erne. Eisenberg er ingenlunde så irriterende, som jeg fik indtryk af i trailerne, men hans maniske spillestil falder til jorden. Han spiller trods alt den super intelligente mesterforbryder Lex Luthor og ikke den psykotiske Joker.

Det er utilfredsstillende, at der ikke er brugt mere krudt på en ordentlig historie og nogle mere velskrevne karakterer i så stor og dyr en film. Det er ikke fordi Marvel gør det meget bedre, men hvis DC Comics vil konkurrere med Marvel skal de altså til at tage sig gevaldigt sammen.

3/6 filmkorn til Batman v Superman: Dawn of Justice