Huggers filmår 2015

Huggers filmår 2015 | Black Bear Pictures | Directed by  | | | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Huggers bedste og værste filmoplevelser i 2015

Filmkorns faste anmelder, Hugger, har kigget tilbage på filmåret 2015. Her er hans bud på årets bedste og værste film. Hugger har naturligvis ikke set alle film i løbet af året. Husk på, at filmkorn.dk betaler for deres biografture af egen lomme.

De bedste

The Imitation Game
Intens og interessant historisk drama, der udover en storspillende Benedict Cumberbatch i hovedrollen, ligeledes havde et særdeles godt skrevet manuskript og en tæt instruktion, der sikrede en rigtig god filmoplevelse. Filmen formår at være både historisk interessant og samtidig relevant i forhold til nutiden, og filmens budskaber og den sande historie, den er baseret på, er lige dele tragisk, hjerteskærende og skræmmende. Vi var så tæt på at tabe 2. verdenskrig, og denne film viser præcist, hvor det hele vendte! Verdensklasse!

Pride
Britisk socialrealisme, når det er bedst. Pride beviser, at en film ikke behøver opstyltet (melo)drama eller overdreven humor og storladen musik, for at være både rørende, interessant og gribende. Pride handler om modsætninger, der sammen kæmper for en større sag, en sand historie, der er hjertevarm og ligeså relevant i dag som dengang, den udspillede sig i virkeligheden. Filmen er lavet med stor kærlighed til realismen, med fokus på den gode historie og med en sikker hånd fra både manuskriptforfatter og instruktør. Og så spiller alle de store engelske skuespillere i filmen med stor overbevisning og indlevelse. En lille hyggelig filmperle!

Big Hero 6
Der var også noget for ungerne. Big Hero 6 viste sig at være en hæsblæsende superheltehistorie, der var både rørende og spændende, med solid humor for både børn og voksne, og med en (anti)helt i form af en oppustelig robot, der gik lige i hjertet og en historie, der virkede på alle planer. En overraskelse for mig, da jeg ikke forventede meget, men filmen har allerede indskrevet sig i animationshistorien som en af de helt store, og det med rette.

De to værste

Taken 3
Ualmindelig ringe, ustruktureret, ligegyldig og tandløs 3’er til en to’er, der var ligeså ringe, i et forsøg på at tjene flere penge på en 1’er, der var overraskende intens og effektiv. At Liam Neeson vil lægge navn til denne film er et endnu større mysterium end at han ville lægge navn til 2’eren. Aldrig mere Taken, tror ikke jeg vil kunne klare en 4’er!

Crimson Peak
Filmen begynder effektivt og virker som et stensikkert hit fra instruktør Giullermo Del Toro, men instruktør og manuskriptforfatter kan åbenbart ikke lade historien bære sig selv, og det hele falder sammen stykke for stykke igennem filmens anden halvdel, hvor intelligent thrillergys erstattes af billige skræmmerier og ligegyldige kampscener og en afslutningssekvens, der er så overforklarende, at selv den mest tungnemme og uerfarne filmgænger kan følge med. En skam, for filmen virkede som om den kunne være blevet et rigtig godt stykke håndværk.

0/6 stjerner til Huggers filmår 2015