The Hunger Games: Mockingjay – Part 2

The Hunger Games: Mockingjay – Part 2 | Color Force | Directed by Francis Lawrence | 2015 | 137 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Intens og melankolsk afslutning.

Da jeg jeg læste tredie og sidste bog i Hunger Games-serien var min første tanke, at det bliver spændende og se, om Hollywood tør følge bogens kompromisløse afslutning til dørs.

Ingen grund til bekymring.

Med Suzanne Collins med på sidelinien er afslutningen blødgjort en anelse, men uden at det på nogen måde har ødelagt den tredie bogs klare antikrigsbudskab, der i lyset af de seneste terrorhandlinger på Europæisk jord synes yderst aktuel.

De to første film holdt sig til den samme skabelon, men med Mockingjay – Part 1 begyndte alvoren at trænge igennem. De overlevende karakterer fra de to første Hunger Games-film begyndte at vise tegn på de følger som unægteligt må komme efter så voldsomme begivenheder.

Fra at være deltagere i et spil til ære for eliten i præsident Snows Capitol er Peeta, Katniss, Finnick og alle de andre – nu ødelagte sjæle – blevet brikker i et endnu større spil, der handler om distrikternes frihed og om en fælles kamp mod en skånselsløs diktator.

Katniss er i kraft af sin status som Mockingjay blevet modstandsbevægelsens ansigt udadtil. Det er hende, der via veltilrettelagte propagandavideoer skal samle distrikterne en gang for alle og tage kampen op mod præsident Snow og hans terrorregime. En hård opgave da Katniss efterhånden kun er en skygge af sig selv.

… Som med Mockingjay – Part 1 er stemningen melankolsk. Væk er platformsspillets simple og underholdende struktur fra de to første film, hvor det handlede om at overleve opfindsomme forhindringer og dødelige modstandere, og tilbage er det kaos som unægteligt følger med krig.

Samfundsopbygningen i Hunger Games-universet er en klar parallel til den vestlige verdens udnyttelse af fattige landes råmaterialer og billig arbejdskraft, og denne kritik nuanceres yderligere i de to sidste film i serien, hvor også (især) USA’s udenrigspolitik får en på skrinet pga. deres involvering i diverse uheldige statskup gennem tiderne.

Collins trækker stadigvæk paralleller til det store skel der er mellem rige og fattige overalt på jorden, hvor Capitol er det åbenlyse symbol på de 1% rigeste, der tilsammen ejer og styrer mere end de resterende 99%, men tegner også et billede af de mekanismer, hvad enten det er religion, ideologier eller diverse -ismer, der kan skabe det sammenhold og den selvtillid hos en befolkning eller gruppe af mennesker, som leder til modstand og kamp for det man mener er rigtigt.

Ikke hverdagskost i en Hollywood-film.

På sin vis en modig tilgang til et alvorligt emne, hvor man via en klassisk Hollywood blockbuster har fået sneget lidt substans ind, som har overrasket – men også skuffet – både læsere af bøgerne og nu også mange biografgængere, der måske har forventet en mere traditionel afslutning på de to første films mere rendyrkede tilgang til underholdningsmediet.

Og inden du tror, at Mockingjay – Part 2 er belærende antikrigspropaganda uden nogen form for underholdningsværdi, så kan jeg berolige dig med, at sidste del i serien stadigvæk er storslået underholdning.

En kampscene i kloakkerne under Capitol er blot en af mange fremragende og super intense scener, og det er stadigvæk en fryd at se Donald Sutherland brillere som den onde præsident og mesterstrateg, Snow.

I det hele taget spilles der fremragende på alle pladser, og med en oprigtig følelse af at ingen er sikre, holder filmen et utroligt højt spændingsniveau i stort set hele dens spillelængde.

Jeg er alt for ofte blevet skuffet over store filmseriers afslutninger, der for det meste er skåret over samme læst, og som trætter med deres forudsigelige endelige opgør, der som regel ender ubetinget lykkeligt. Det gælder ikke Hunger Games, som har et væsentligt mere realistisk bud på konsekvenserne af en krig.

Selv om den aller sidste scene kan virke Hollywood-agtig og påklistret er den taget direkte fra bogen. Tidsspandet er ganske vist udvasket i filmen og giver ikke helt samme forståelse af, hvor ødelæggende krig er for selv de stærkeste, men pointerne er de samme, og den samlede oplevelse er fuldt ud tilfredsstillende og danner forhåbentlig skole, så vi kan slippe for Hollywoods fabelagtige evne til at bygge op og op uden at kunne levere en ordentlig afslutning.

5/6 stjerner til The Hunger Games: Mockingjay – Part 2