Spectre

Spectre | B24 | Directed by Sam Mendes | 2015 | 148 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

James Bond har mistet pusten.

Austin Powers gjorde det allerede i 1997 klart, at Bond-franchisen blødte under sit redundante, utidsvarende væsen. Den tidligere så velfungerende skabelon, hvor Bond er oppe i mod megalomane skurke, der holder verden som gidsel, virkede slidt, og de fjollede elementer som fungerede glimrende i Roger Moore-æraens Bond-film hørte nu mere til i parodier end i rigtige James Bond film.

Alligevel fortsatte producenterne ufortrødent med at følge den velkendte skabelon, indtil et terrorangreb og især Bourne-filmserien fik dem til at åbne øjnene og indse, at verden havde forandret sig sammen med biografpublikummet.

Serien skulle rebootes og det gjorde man ved at lægge sig tæt op af Bourne-seriens rå udtryk. James Bond satte med andre ord ikke længere dagsordenen, men begyndte at efterligne de andre spillere på markedet. Det medførte en åbenlys afstandtagen til de elementer som gør Bond til Bond, og med ét var magien væk fra det der engang var en unik filmserie.

Jeg er ikke den eneste, der har kritiseret Craig-æraens Bond-film for netop at være for generiske og for lidt Bond-agtige, og om det er den kritik producenterne har taget til sig ved jeg ikke, men i ‘Spectre’ gør de nærmest alt for at smide velkendte Bond-ingredienser ind i filmen.

I et patchwork af hyldester til de gamle Bond-film, hvad enten det er i form af en replik, en setting eller den større fokus på humor og one-liners, er det nærmest som om det er gået op for producenterne, at Bond har mistet sit unikke væsen og prøver at få ham tilbage på sporet igen. Udfaldet af det er en film, der ganske vist har mange af de elementer som udgør en klassisk James Bond-film, men som fremstår som et puslespil sammensat af slidte brikker, der ikke helt hænger sammen.

… Manuskriptet virker ufokuseret og uden den røde tråd, der skal give mening til den location-roulette som kotymemæssigt leder Bond fra det ene sted i verden til det andet.

Det hænger især sammen med den uoriginale, Mission Impossible-inspirerede handling, hvor MI6 nedlægges og 00-agenterne fyres pga. en ukendt, ondsindet organisation.

De overordnede bevæggrunde for skurkenes handlinger er sådan set til stede og Bonds forsøg på at stoppe deres planer giver mening, men sammensætningen af de delelementer, der skal få historien til at fænge og overraske, fungerer bare ikke. Og da slet ikke, når der kastes tråde tilbage til de tidligere Bond-film med Daniel Craig i et ikke videre raffineret forsøg på at få netop de film til at hænge sammen.

Og så er der hovedskurken. Christoph Waltz gør hvad han kan med sin skurkerolle, men ender med at være lige så forglemmelig, som i alle de andre roller han har spillet siden han brændte igennem lærredet i ‘Inglorious Basterds’. Sjovt er det derfor, at det er Dave Bautista i rollen som Jaws-pastichen Hinx, der står tilbage som den mest mindeværdige skurk i filmen. Det på trods af at han ikke siger et ord og at instruktør Sam Mendes jo netop er kendt for mere dialogbaserede film. Det kunne foranledige en til at tro, at dialogen burde slå gnister mellem Bond og filmens hovedskurk og ikke som nu, hvor filmen har svært ved at holde gejsten oppe i scenerne mellem de stort anlagte actionsekvenser.

Men så er der jo i det mindste de lækre piger. Bond-babes har altid fået en del opmærksomhed i medierne, og det gælder også Monica Bellucci, som har fået ekstra opmærksomhed, da hun er den ældste Bond-babe nogensinde. Det kan virke lidt underligt, da hun aldersmæssigt er et bedre match for Bond end filmens anden babe, Léa Seydoux, som kunne være hans datter. Belluccis scene i filmen er kort, ikke videre ophidsende og tangerer det ufrivilligt komiske. Selvfølgelig forfører Bond hende, men hvor man tidligere åd præmissen om Bonds dyriske magnetisme og Bond-pigernes naive natur virker scenen nu uelegant og ja, komisk. Her passer Léa Seydoux bedre ind i historien på trods af at hun har meget lidt at arbejde med, og at hendes kærlighed til Bond – som bygges op over ganske få dage – er lige søgt nok.

Ud over at være forbandet med den værste James Bond temasang i mands minde er ‘Spectre’ en kolos af en film, der bærer præg af et manuskript, som har været omskrevet utallige gange (hvilket især skyldes det store hackerangreb på Sony), og som trods flere velfungerende delelementer ikke fungerer som helhed. Skurken er forglemmelig, plottet er uopfindsomt, Daniel Craig er ved at falde i søvn og de mange forgæves forsøg på at genskabe Bond-magien – ved at drysse med tidligere films succesingredienser – vidner om et filmhold, der famler febrilsk efter at finde formen igen.

3/6 stjerner til Spectre