Crimson Peak

Crimson Peak | Legendary Pictures | Directed by Guillermo del Toro | 2015 | 119 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Stemningsfuld og dyster gotisk gyserthriller mister pusten til slut.

Crimson Peak poster

Guillermo del Toro er en fabelagtig billedmager.

Hans film er altid markant ”hans”, og hans visuelle evner og stærke udtryk lader sig ikke fornægte i samtlige hans film, også hvor han blot producerer, og ”Crimson Peak” er ingen undtagelse!

Filmen er en basal og dygtigt fortalt thriller med spøgelseselementer, noget der faktisk virker fortrinligt i 90% af filmen, og som giver filmen præcis lige dele creepyness og angstinducerende spænding i en grad, så man som tilskuer er opslugt af såvel filmens smukke gotiske billedsprog som det plot, manuskriptet er.

Filmen handler om en unge pige, hvis mor dør, da hun er helt lille. Allerede efter begravelsen får hun besøg af sin afdøde mor i form af et særdeles creepy spøgelse, der advarer hende mod ”Crimson Peak”. Beskeden giver ingen mening for den lille pige, der derefter vokser op og placerer sig som centrum for filmens plot i et grynende USA i slutningen af 1800-tallet. Pigen kurtiseres af en charmerende engelsk baronet, der er kommet til USA sammen med sin indelukkede og skumle søster, og allerede her virker filmens virkemidler flot. Der er noget mærkeligt ved baronetten og især hans søster, og filmen tager hurtigt fart.

… Jeg var godt underholdt, og filmens chokeffekter tager aldrig overhånd, men støtter fint det thrillerplot, der er filmens omdrejningspunkt.

Der er tale om habil instruktion og dygtige skuespillere, der får filmens dystre og gotiske manuskript til at blomstre. Filmen lader tilskueren gætte og følge hovedpersonens rejse gennem filmen, og man når frem til konklusionerne i takt med, at hun når dem. Dette virker fint, da man aldrig sidder med følelsen af, at man ”løber fra” filmens persongalleri og gætter plottet før dem, ligesom den aldrig bliver højtravende eller mister sit narrative fodfæste.

Det er med film ligesom med sex. En god start er perfekt og sætter tonen, midterdelen skal helst være god, ikke for lang men tilpas og lede op til det forløsende klimaks, og en manglende orgasme fører til, at hele oplevelsen bliver mere ”so-so”. Sådan har jeg det med denne film.

Når jeg kun kan give filmen 3 filmkorn skyldes det, at det, selvom det var en god oplevelse, alt sammen leder op til et klimaks, der både virker påklisteret og ude af synk med resten af filmen, herunder særligt filmens afsluttende scener med dertilhørende (dumme og intetsigende) one-liners, der ikke klæder filmen.

Filmen virker på egne præmisser, og det kunne faktisk have været en fin om end ikke prangende spøgelseshistorie, der klart er styrket af sit smukke gotiske billedsprog og det simple men dog underholdende plot. At det så i filmens sidste afgørende minutter skæmmes af en banal og påklistret finale gør, at jeg som tilskuer følte mig lidt snydt til sidst, og det var en skam.

OG som følge deraf mistede filmen i min optik den fjerde stjerne.

3/6 filmkorn til Crimson Peak

 Crimson Peak
(2015) on IMDb