Pride

Pride | Pathé | Directed by Matthew Warchus | 2014 | 119 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Britisk Cannes-bidrag fra 2014 er et varmt og kærligt portræt af minoriteter og deres kamp for accept og forståelse.

Da jeg for nylig genså ”Billy Elliot” gik det op for mig, hvor meget jeg reelt savnede den genre, nemlig den britiske socialrealisme, hvor fokus er på en trøstelsløs hverdag i 80’ernes ”Thatcher-England”, hvor hver dag er en kamp, og hvor den lille arbejder kæmper mod samfundets krav om globalisering og modernisering, hvor hele samfund blev knust under åget fra storbyernes krav om fremdrift, uanset hvad.

”Billy Elliot” er et smukt portræt af en landsby, hvor minedrift er stort set eneste indtægtskilde, og hvor byen ligger i direkte konfrontation med samfundet midt i en langvarig og hård strejke, hvor arbejderne kæmpede for løn-, arbejds- og levevilkår. Den historie foregår i et trøsteløst England, og er et hjertevarmt og poetisk potræt af den unge 10-årige Billy, der vil være Balletdanser blandt macho-minearbejdere i et samfund, hvor kønsrollerne er helt klart fordelt.

”Pride” foregår i præcist samme tidsrum, omdrejningspunktet den samme strejke og med det samme på spil. ”Pride” er også en feel-good film som ”Billy Elliot”, men hvor ”Billy Elliot”s fokus var den nære familiemæssige relation mellem far og søn i krydsfeltet kønsroller og familielivet generelt, så er ”Pride” en film der handler om de mere generelle aspekter af det engelske samfund, særligt minoriteternes rettigheder og muligheder for at være til stede. Til stede som sig selv, til stede og accepteret og til stede med egen identitet.

Filmen er baseret på en sand historie og handler om en gruppe homoseksuelle, der vælger at støtte de strejkende minearbejdere ud fra tanken om, at minearbejderne – ligesom de homoseksuelle på det tidspunkt – var under pres fra samfundet, politiet og staten generelt. Filmen følger den lille gruppe homoseksuelle i deres møde med macho-kulturen i minelandsbyerne, homofobien, der florerede stort dengang i midt 80’erne og kultur-sammenstødene som følge deraf.

… Der er tale om en feel-good film, der i bund og grund handler om respekt. Den handler om respekt for andre, respekt for forskellighed og ikke mindst respekt for det fremmede.

Den er et faktisk ret politisk i sit budskab, noget der givetvis vil byde nogen biografgængere imod, men den handler ikke så meget om socialisme, men mere om gensidig respekt og forståelse for, at vi alle er forskellige, og at man er stærkere, hvis man står sammen og kæmper sammen, uanset hvilken minoritet man tilhører.

Filmens pace er rigtig fint, og den bliver aldrig moraliserende eller docerende. Der er tale om et ret nøgternt og nøgent portræt af begge kulturer, og det er bestemt en film, der på realistisk vis viser de to grupper nærme sig hinanden.

Alle roller er særdeles flot castet, og den underspillede realistiske stil virker flot gennem filmen, hvis plot er både rørende, sjovt og med anledning til stor eftertænksomhed.

Jeg græd, grinede og forargedes sammen med filmens portrætter af rigtige mennesker, der under ekstraordinære omstændigheder lærte at respektere det, der var anderledes, og som lærte at sammenhold er vejen frem, når man kæmper for en sag.

”Pride” virker på alle planer og er en fin film med et stærkt socialrealistisk tilsnit, noget der i den grad savnes i biografen efterhånden, hvor man oftest præsenteres for mere glitrede eller i modsat fald overdramatiserede dystopier af samfund i forfald. ”Pride” undgår flot det sidste og formår at være både underholdende og oplysende på samme tid, samtidig med at den er stærkt underholdende og ret sjov undervejs.

Der er tale om en lille filmperle.

5/6 stjerner til Pride