It Follows

It Follows | Northern Lights Films | Directed by David Robert Mitchell | 2014 | 100 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Overhypet gyser er netop det.

"It Follows" har fået prædikater som ‘rædselsvækkende’ og ‘vanvittig uhyggelig’ kastet efter sig af både danske og udenlandske anmeldere. Kan den leve op til hypen?

"It Follows" starter langsomt. Uhyggen skal snige sig ind på os, og det lykkes delvist.

Vi introduceres for en gruppe teenagere, der for en gang skyld spilles overbevisende af udelukkende nye ansigter. Blandt dem er den kønne pige Jay, som efter en tur på bagsæddet med en fyr hun lige har mødt, vågner op bundet fast til en kørestol.

Jays engangsknald vil give hende nogle livsvigtige oplysninger. Noget har gennem længere tid fulgt efter ham. En dæmon, et monster … det får vi aldrig at vide, men det vil nu følge efter Jay fordi hun har dyrket sex med ham. Hvis hun vil af med forfølgeren skal hun selv dyrke sex med en anden, og overlevere sin viden, for hvis hendes "offer" slås ihjel af væsenet vil hun igen selv være målet. En fin præmis for genren der trods manglende logik flere steder fungerer ganske godt.

… Efter den langsomme start, der desværre plages af enerverende underlægningsmusik, begyndte uhyggen at få fat i mig.

Der er flere effektive scener, hvor væsenet, som konstant skifter menneskelig form, sniger sig ind på vores hovedperson. Enkelt og effektivt, men også ret hurtigt kedeligt, da historien begynder at gentage sig og uhyggen udebliver.

Filmens symbolik, hvor der skæves til teenagefænomener som cutting, pillemisbrug, kønssygdomme og dødsangst er åbenlys, men jeg har svært ved at se, hvor filmen vil hen med det – ud over at manipulere publikum til at tro, at den er smartere end som så. En typisk fremgangsmåde, hvis man vil have sin historie til at fremstå mere intelligent og dyb end den reelt er, da det får publikum til at tolke dét ind i filmen, som de vil, og giver dem følelsen af at de forstår filmen lidt bedre end sidemanden.

"It Follows" havde fungeret bedre, hvis den havde holdt sig til det rendyrkede gys uden de store ambitioner, hvor den simple, mareridtsagtige historie kunne få taget i publikum. Instruktør og manuskriptforfatter, David Robert Mitchell synes dog at ville noget mere uden at følge det til dørs, og det får filmen til at fremstå ufuldstændig, og efter et stykke tid ikke videre uhyggelig.

3/6 stjerner til It Follows