Wild Tales

Wild Tales | Corner Producciones | Directed by Damián Szifrón | 2014 | 122 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Seks forrygende fortællinger.

Et øje for et øje. Hævn. Følelsen af at kunne give igen, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet. Nogle gange fordi du rent faktisk bliver uretfærdigt behandlet. Andre gange fordi du overreagerer og burde vende den anden kind til.

Denne grundlæggende, menneskelige følelse er det gennemgående tema i de seks fortællinger som udgør "Wild Tales".

Historien om den forurettede som slår mere end to fluer med et smæk. Om servitricen der får uventet hjælp mod en gammel plageånd. Ingeniøren der kendes skyldig på trods af hans åbenlyse uskyld i et korrupt system. Rigmandsfamilien der forsøger at betale sig fra retsforfølgelse. Det uforudsigelige udfald af road rage og sidst, men absolut ikke mindst; brylluppet fra helvede, der søger ind til kernen af parforholdet.

… Alle seks historier fortalt med skarphed, humor og en universel menneskelighed, som er umulig ikke at identificere sig med.

Man sympatiserer med manden mod systemet. Raser mod den provokerende bilist. Fnyser og glædes over det opstyltede bryllup.

"Wild Tales" er intelligent skruet sammen, stramt fortalt, energisk filmet og mesterligt klippet.

Dialogen sprudler fra de fremragende skuespillere, der vækker karaktererne til live – på trods af at de seks fortællinger deles om filmens to timers spilletid.

Det er medrivende. Det er forrykt. Og det er forbandet underholdende.

Du skylder dig selv at se "Wild Tales". En af årets mest underholdende og originale film, der fortjener et stort publikum.

5/6 stjerner til Wild Tales