Mad Max: Fury Road

Mad Max: Fury Road | Kennedy Miller Productions | Directed by George Miller | 2015 | 120 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Visuelt overrumplende remake efterlader tilskueren åndeløs og lettere træt.

Instruktøren George Miller leverede en ikonisk filmhelt med Mel Gibson i førersædet af kulthittet ”Mad Max” fra 1979 og actionbraget "Mad Max 2: The Road Warrior" fra 1981, hvor højoktanbiljagter og over-the-top actionscener konkurrerede om tilskuernes gunst. Der kom også en treer, men den nåede aldrig samme kultstatus som de første to film.

Nu har Miller genskabt sin filmhelt, ja faktisk genfødt ham, i skikkelse af altid storspillende Tom Hardy, der sammen med gudesmukke Charlize Theron står i spidsen for den mest hæsblæsende 2 timers biljagt, du med garanti har set rigtigt længe!

Speederen er trykket HELT i bund fra første scene, og der er ingen tvivl om, at den heftige klippestil og de vilde scener, der for størstedelens vedkommende IKKE er CGI, men derimod klassiske stuntopgaver, med masser af benzin, eksplosioner og ild, er med til at skabe en film, du som tilskuer simpelthen ikke kan lade være med at kunne lide.

Sammen med et heftigt soundtrack og en sindssyg mængde storladen fantasi, formår Miller at skabe et levende univers med masser af gode, stærke visuelle ideer, der virker!

… "Mad Max: Fury Road" er en film, der kører i så højt et tempo, at den, trods en relativt spinkel historie om genskabelse, beskyttelsestrang og ønsket om tilgivelse, presser dig helt tilbage i sædet i de 2 timer, den varer.

Der er kun ganske få stillestående scener, og det virker ganske fint. Filmen er gedigen science fiction, der skaber sit helt eget univers – et univers der allerede er blevet kopieret talrige gange efter de originale Mad Max-film, men aldrig helt overgået. Konceptet er lidt dumt med sine biler, brag og guitar-lir, men det virker i skøn forening her, og er solid popcornunderholdning, der dog bliver lidt trættende mod enden, men aldrig på en måde, så man som tilskuer helt mister interessen, hvilket især skyldes at Miller uafladeligt smider nye ideer ind i den vilde biljagt.

Og igen. Soundtracket, der er skrevet af Junkie XL, der stod bag det fremragende soundtrack til efterfølgeren til ”300”, er bestemt en hovedårsag til, at blodet pumper i lige mængder med den benzin, der givetvis er brændt af på de vanvittige og nogle gange utroligt flotte bilscener. OG dejligt at man faktisk godt kan se, hvorfor filmen har kostet en milliard kroner – det ses på lærredet!

4/6 stjerner til Mad Max: Fury Road