Big Hero 6

Big Hero 6 | Walt Disney Animation Studios | Directed by Don Hall, Chris Williams | 2014 | 102 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Big Hero 6 emmer af fortælleglæde og visuelt overskud.

Jeg er ofte gået ud af biografen med en følelse af at have mistet barndommens indlevelsesevne, når jeg film efter film har været fuldstændig upåvirket af løjerne på lærredet, hvor maniske billed- og lydsider har efterladt mig kold og ligeglad med både historier og karakterer. Er jeg virkelig blevet så voksen og kedelig, at fantasifulde fortællinger jeg før ville lade mig opsluge af har mistet deres effekt på mig?

Nej, heldigvis ikke. Og det er “Big Hero 6” et glimrende bevis på. Allerede i filmens første minutter forsvandt jeg fuldstændig ind i dens univers.

Den kvikke dreng Hiro har evner som ingen andre. Han kan bygge banebrydende robotteknologi på trods af sine kun 14 år. Desværre bruger han sine evner til at tjene lette penge, når hans tilsyneladende harmløse minirobot vinder over andre robotter i ulovlige kampe på skumle spillesteder.

Hiros storebror synes Hiro spilder sine evner og får med lidt snilde Hiro til at åbne øjnene op for at søge ind på robotakademiet, hvor hans evner kan komme andre end ham selv til gode. Men først skal han gennem en optagelsesprøve, og noget går ikke helt som planlagt. Det går faktisk grueligt galt. Hiro må nu bruge sine evner med et helt nyt formål.

… "Big Hero 6" gav mig suget i maven, en tåre i øjenkrogen og et begejstret blik i øjnene fra start til slut.

Med sine elskværdige karakterer, universelle historie og enorme visuelle overskud er "Big Hero 6" en sand fornøjelse at bruge næsten to timer på.

Hiros hittepåsomhed er en fryd at være vidne til, og filmens brug af hans mange opfindelser passer godt til historien, hvor den vilde billedside ganske vist er meget dominerende, men aldrig får lov at overskygge kernen i den menneskelige historie.

Og det er ikke fordi historien på nogen måde er hverken banebrydende eller original. Der er den obligatoriske superskurk, de usandsynlige helte og det klassiske endelige opgør, men det føles på ingen måde fortærsket, fordi filmen som helhed er både helhjertet og helstøbt.

Så kort fortalt er jeg vild med "Big Hero 6". Den må du ikke snyde dig selv for. Og husk at blive siddende til efter rulleteksterne.

PS. De danske stemmer er glimrende.

5/6 stjerner til Big Hero 6