The Imitation Game

The Imitation Game | Black Bear Pictures | Directed by Morten Tyldum | 2014 | 114 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Fremragende periodedrama om kampen for demokratiet og kampen for retten til at være sig selv!

Benedict Cumberbatch slog med sit gennembrud som ”Sherlock Holmes” i den fremragende BBC-nyfortolkning for nogle år siden fast, at han er en stjerne, man fremover ville se rigtig meget til. Det har han cementeret med fantastiske præstationer som både helt, skurk og anti-helt i film efterfølgende, men jeg må sige, at jeg først i denne film for alvor mener, at han nu må betegnes som en superstjerne. Han spiller ganske enkelt fremragende i rollen som det homoseksuelle, asbergerramte matematikgeni Alan Turing, der med sin genialitet var med til at vinde 2. Verdenskrig.

Filmen handler om det tyske kodesystem ”Enigma”, som de allierede under 2. verdenskrig ikke kunne bryde, med tab af material, mandskab og liv til følge. Kampen mod uret for at bryde koden er filmens omdrejningspunkt, og den næsten utrolige historie udfolder sig på lærredet med en sjælden elegance, der er super interessant og samtidig frygtelig spændende allerede fra første scene. Filmen formår sømløst at skifte mellem Turings fortid, tiden under 2. verdenskrig og tiden nogle år efter krigen.

Filmen veksler mellem mikrosyn til makrosyn, når scener fra Turings ”værksted” skifter til scener med krigsskibe og ubåde i ubarmhjertig og trøstesløs krig.

Klippestilen er genial, for den lader os forstå – hvad alle forhåbentlig vidste – at der er endog særdeles meget på spil for Turing og hans hold af genier, når de i kampen mod uret, dag efter dag, år efter år trætteløst kæmper for at bryde tyskernes kode og dermed deres overlegenhed.

… Det en fejende flot film om en anderledes mand, der under ekstraordinære omstændigheder gør det umulige.

Cumberbatch spiller med solid overbevisning og han suppleres af fremragende præstationer med undervurderede topskuespillere som Mark Strong og Charles Dance, hvor sidstnævnte simpelthen EJER lærreredet, hver gang han er på. Også Kiera Knightley beviser sine evner som skuespiller som Turings ”kærlighedsinteresse” i rollen som den matematisk-tænkende kvinde, der kæmper mod fastlåste kønsroller og mandschauvenisme.

Og netop fokus på hendes kvaler i den anledning og Turings kvaler som homoseksuel i en tid, hvor det var kriminelt og strafbart, er faktisk filmens fineste pointe.

Midt i al den kaos, der var 2. verdenskrig, skaber to mennesker mod alle odds grobunden for, at samfundet kan overleve nazisternes grufulde march over Europa.

I øvrigt et samfund, der holder dem nede og tvinger dem til at være andet, end de reelt er og til at lyve overfor alle andre end sig selv for at klare sig.

Det er en flot pointe, og filmen er præcis så rørende og rammende som den skal være, uden at bruge melodrama eller opstyltet dramatik i øvrigt.

Jeg var på kanten af sædet hele vejen igennem, og filmen fortjener al den ros, den har fået, også Oscar-nomineringerne. Mit bud er, at Cumberbatch høster en Oscar for denne rolle, det kunne han sagtens, men denne film er ikke kun hans fortjeneste. Det er et klassisk eksempel på et periodedrama, hvor historien i store træk er sand, men samtidig præcis så utrolig, at den aldrig ophører med at være fascinerende.

Hele holdet bag, fra forfatter, instruktør, skuespillere, komponist og klippere har formået at skabe noget, der stadig er relevant for nutidens generationer, især filmens nære pointer om Turings seksualtiet og den tragedie, den medfører, er ligeså relevant i dag som for 60 år siden.

6/6 stjerner til The Imitation Game