Blackhat

Blackhat | Forward Pass | Directed by Michael Mann | 2015 | 133 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Michael Mann viser ikke just storform i thriller baseret på lige dele vås, realisme og drama.

Michael Mann, manden bag klassikere som "Heat", formår med ”Blackhat” ikke på nogen måde at realisere det plot, han rent faktisk har en mulighed for at gøre rasende spændende.

Det bliver aldrig rigtig engagerende, og spændingen er aldrig konstant. Tværtimod flukturerer den så meget, at det bliver irriterende undervejs, og man er som tilskuer ikke på kanten af sædet nogen gange.

Filmen handler om hackerverdenen, om kontrol med computere og cyberterrorisme. Omdrejningspunktet er et samarbejde mellem de kinesiske og amerikanske myndigheder, der i sagen har fælles ærinde, fordi hackeren er lige farlig for begge supermagter. Samarbejdet virker ret søgt og det er heller ikke fuldt ud realiseret på lærredet på en måde, så man reelt tror på det. Det virker forceret.

… "Blackhat" forsøger drabeligt at være spændende, men samtidig realistisk, og det mislykkes i en grad, så filmen aldrig rigtig er nogen af delene.

Det er en skam, for plottet er ganske interessant og kunne med lidt mere styring være blevet en anderledes og spændende thriller. I stedet er det en middelmådig film, der især i sidste tredjedel bliver decideret utroværdig. Man får aldrig forklaringer på det, der sker, især på hvordan figurerne ændrer sig og udvikler sig, og filmen ved faktisk ikke hvilket ben, den skal stå på.

Der er glimt af Mann's styrke som instruktør, men noget persondrama er det ikke, ej heller en actionfilm og det er ikke den thriller, den helt klart ønsker at være.

En middelmådig film af en, i hvert fald tidligere, stor instruktør, og en ret kedelig oplevelse alt i alt.

3/6 stjerner til Blackhat