Birdman

Birdman | New Regency Pictures | Directed by Alejandro González Iñárritu | 2014 | 119 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Michael Keaton er sjældent set bedre.

"Birdman" kan ikke løbe fra, at den er en anelse prætentiøs og artsy fartsy, hvilket nok er en af årsagerne til, at de "rigtige" filmanmeldere er faldet i svime over den, og har kastet om sig med stjerner og det misbrugte filmsuperlativ 'mesterværk'.

"Birdman" handler om den tidligere superhelteskuespiller Riggan Thomson, der forsøger at gøre sig selv relevant igen efter et langt liv, hvor stemplet som ‘Birdman’ har været en hæmsko for en mere "seriøs" karriere. Løsningen er, at Riggan vil opføre et teaterstykke af Raymond Chandler. En opgave, der viser sig ikke at være helt nem, da han er oppe imod ustabile skuespillere, anmeldere der er opsat på at få ham ned med nakken, og en virkelighed, hvor de sociale medier er med til at skabe din identitet, og et enkelt YouTube-hit kan være starten på en indbringende karriere.

Med hektisk trommespil som underlægningsmusik sender filmen allerede fra første frame et signal om at den ønsker at være anderledes, og det er den bestemt også, men ikke på bekostning af underholdningsværdien. "Birdman" er først og fremmest en modig og finurlig lille film, med mange relevante pointer og observationer om livet anno 2015, hvor Facebook, Twitter og lignende er med til at skabe folks identitet, og hvor succes måles i antal Likes og virtuelle "venner". Eksisterer man overhovedet uden en online profil?

Pointerne skæres ikke ud i pap, men overlades til publikum at tolke på. Nogle mere åbenlyse end andre.

… Der gik et stykke tid før jeg for alvor blev grebet af historien, der med sin maniske stil blev mere og mere underholdende i takt med at teaterstykket nærmer sig den store premiere, hvor det er knald eller fald for den aldrende, tidligere superstjerne.

"Birdman" er klippet så den fremstår som om den er filmet i ét langt take. Et interessant valg der ikke gør så meget for filmens handling, men er med til at pynte på helhedsindtrykket, hvor den meget enkle historie i en mere traditionel indspilningsform nok skulle have haft lidt mere kød på. Efter sigende blev der ført point på settet, hvor Emma Stone ødelagde flest af de lange optagelser og Zach (jeg måtte slå hans navn op) Galifianakis færrest.

Skuespillet er uden tvivl "Birdmans" største styrke. Der spilles suverænt på alle pladser, og det er en sand fornøjelse at se Keaton tilbage i storform – og ikke mindst i en ordentlig film. Hovedpersonens karriere minder en del om Keatons egen, hvor han i 1992 sagde farvel til Batman-franchisen for derefter at famle blindt rundt i Hollywood og lave det ene flop efter det andet – ifølge Keaton selv er Riggan dog den karakter han har spillet, som ligger længst fra hans egen personlighed.

God er også Edvard Norton, der spiller den uligevægtige, men også meget dygtige skuespiller Mike Shiner, hvis skarpe observationer og uforudsigelige handlinger står for filmens største grin.

4/6 stjerner til Birdman