Gone Girl

Gone Girl | Twentieth Century Fox Film Corporation | Directed by David Fincher | 2014 | 149 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Mesterligt fortalt mordmysterie med tankevækkende undertoner.

Det er nærmest obligatorisk at nævne "Seven" i en anmeldelse af en ny David Fincher film, men jeg vil nu hellere nævne "Fight Club", for i min bog er det en vigtigere film end "Seven", der med årene er blevet temmelig udvandet af den generelle konsensus om at mord i thrillere og kriminalfilm helst skal overgå hinanden i sadistisk ækelhed.

Hvor "Fight Club" var en satire over den vestlige verdens kapitalisme og forbrugermentalitet er "Gone Girl" ude i et andet ærinde. Fincher tager os denne gang med ind under glansbilledeoverfladen i parcelhuskvarteret, hvor mange kæmper for at opretholde et image af den perfekte familie.

I “Gone Girl" bliver ægteskabet udstillet som en umulig størrelse bygget på urealistiske forventninger. En bevidst eller ubevidst skabt illusion om det perfekte par, der respekterer hinanden, har interessante jobs og overskud til at grine hånligt af alle de typer, der er så umådeligt kiksede i forhold til dem selv. Men ingen er perfekte. Ingen respekterer hinanden 100%. Og kun få tør prikke hul på illusionsbylden, så vi kan spejle os i det pus der vælter ud, og indse at vi alle har de samme fejl og mangler.

Og hvor vil jeg så hen med det? På den ene side prøver jeg at få denne anmeldelse til at fylde mere end fem linier fordi "Gone Girl" er en skide svær film at anmelde uden at afsløre for meget af krimiplottet. På den anden side prøver jeg at lave en kobling mellem "Fight Club" og "Gone Girl", som egentlig ikke kan sammenlignes, men som i mine øjne alligevel har det til fælles, at de under overfladen har noget vigtigt at fortælle om os mennesker og det samfund vi er en del af.

… Først og fremmest er "Gone Girl" et mesterligt fortalt mysterie. Ved hjælp af voice-over og krydsklip mellem parallelle historier afsløres det gradvist, hvad der er sket med den forsvundne kvinde og hvorfor.

Med blød kameraføring og hypnotisk underlægningsmusik forføres man af Finchers fortælling, der konstant pirrer vores nysgerrighed. Først fordi vi vil vide, hvad der er sket. Sidenhen fordi vi vil se konsekvenserne for de involverede. Men også fordi udviklingen i historien fungerer som en katalysator for den førnævnte understrøm af samfundssatire, som også "Fight Club" ekselerede i.

Kender vi overhovedet hinanden eller er vi konsekvensen af kompromisser, hvor vi som mennesker hugger en hæl og klipper en tå i håbet om at få parforholdet til at fungere.

"What are you thinking? What are you feeling? What have we done to each other? What will we do?” spørger hovedpersonen Nick Dunne sig selv mens han stryger sin kone over håret. Finder vi nogensinde ud af, hvad vores partner vil? Hvad denne tænker? Og hvor langt er vi villige til at gå for at opretholde illusionen om at vi er dem vi prøver at være?

Spændende, åbne spørgsmål pakket ind i en lækker, satirisk indpakning, hvor Ben Affleck og Rosamund Pike er tilpas tiltrækkende som de to narcissistiske, tomme skaller vi aldrig rigtigt lærer at kende, men som vi alligevel kan spejle os i fordi der trods deres perfekte, selvfede ydre siver så tilpas meget galle ud mellem sidebenene, at vi kan forholde os til dem.

Fincher har lavet sin bedste og mest spændende film i årevis.

5/6 stjerner til Gone Girl