Fasandræberne

Fasandræberne | Zentropa Entertainments | Directed by Mikkel Nørgaard | 2014 | | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Det kunne være meget værre, men også meget bedre.

I min anmeldelse af "Kvinden i buret" skrev jeg, at filmen var ordinær og uambitiøs, men at potentialet var der.

Det gælder for så vidt også "Fasandræberne", der med en fornuftig spilletid i nærheden af de to timer burde kunne fortælle en mere vedkommende og karakterudviklende historie end den første film i serien.

Desværre lykkes det heller ikke denne gang at hæve sig over de bedste afsnit af tv-serien "Sagen genåbnet" – som filmene (næppe bøgerne) læner sig en hel del op ad.

Plottet er i og for sig interessant nok, men det er stadigvæk alt for tydeligt at instruktør Mikkel Nørgaard er en uerfaren herre udi krimigenren, og at manuskriptet er så poleret, at det er blottet for nuancer. På trods af lydsporets konstante insisteren på at skabe en trykket stemning og at alle filmtricks tages i brug – som f.eks. at klippe mellem nærbilleder af udstoppede dyrehoveder tilsat uhyggesmusik – kommer man overhovedet ikke ind under huden på de stereotype karakterer eller bliver grebet af historiens tragiske kerne.

Carl Mørck forbliver en skabelon af den velkendte, afdankede strømer, der med sin stædighed og stærke retfærdighedssans kæmper for de svage og udsatte, og hans makker Assad forbliver filmens jordbundne og komiske islæt, der tager trykket af kedlen, når Mørcks humør bliver en kende for dystert og destruktivt. Det ér jo en underholdningsfilm.

Og det er da også i filmens få humoristiske scener, at Mikkel Nørgaards virkelige talent træder frem. Især én scene, hvor Mørck forsøger at betjene sin mobiltelefon – til stor frustration for Assad – er virkelig morsom.

Ufrivilligt morsomt er derimod makkerparrets konstante kamp mod politichefen, der uden tvivl er den mest stædige og enerverende politichef på denne side af 1980’erne.

… Vi danskere har for vane at falde bagover af begejstring, når en dansk film nærmer sig niveauet på de bedste og mest velsmurte amerikanske underholdningsfilm.

Det sker med garanti også denne gang, men havde filmen været amerikansk er jeg ikke sikker på, at den overhovedet ville være blevet sat op i biograferne. "Fasandræberne" er muligvis en dansk kilometervare, men kvalitetsmæssigt er den ikke meget bedre end en tilsvarende amerikansk metervare.

Skuespillet fejler overordnet set ikke noget. Pilou Asbæk er dejligt ond i rollen som den hovedmistænkte, mangemillionær Ditlev Pram, og de unge udgaver af filmens hovedpersoner spilles godt trods deres karikerede persontegninger, hvor der ikke spares på ond, rig, kostskoleelev-klicheerne. Bedst er Sarah-Sofie Boussnina, der med stor overbevisning spiller den konfliktfyldte rolle som den smukke og grænseløse pige Kirsten i de mange flasbacks til året 1994.

Det er i 1994, hvor et ungt kærestepar brutalt myrdes, at fortællingen tager sit udgangspunkt, og hvor historien griber nogenlunde fat. I nutiden kæmper filmen med mindre solide skuespillerpræstationer, hvor især Kirstens ældre udgave falder igennem, ligesom historiens tilfældigheder og tidsfornemmelse ikke altid er helt overbevisende. Karaktererne kommer nogen gange lidt for hurtigt fra A til B uden at man får en fornemmelse af deres rejse.

Det største problem er imidlertid, at man allerede meget tidligt ved, hvem skurkene er, hvilket stiller store krav til, hvor overraskende og interessant opklaringsarbejdet er. Og det er desværre ikke rigtigt nogen af delene.

Som med "Kvinden i buret" lider "Fasandræberne" under et trivielt manuskript og nogle mildest talt unuancerede karakterer, der gør at filmen føles som en halvhjertet tv-film. Det burde kunne gøres meget bedre.

3/6 stjerner til Fasandræberne