Guardians of the Galaxy

Guardians of the Galaxy | Marvel Enterprises | Directed by James Gunn | 2014 | 121 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Marvel har svært ved at slippe den formulariske historie.

Heltene i "Guardians of the Galaxy" er atypiske. Fra den fåmælte, levende træstamme Groot til den speedsnakkende vaskebjørn Rocket.

En egentlig hovedperson finder vi i storcharmøren Peter Quill, der som 12-årig blev kidnappet af aliens, som var et smut forbi vores jord. Måske ikke helt tilfældigt.

Mange år senere gør Quill sig som rumskattejæger/tyv under det kække navn Star-Lord, og da vi møder ham første gang som voksen, er han i færd med at stjæle en ornamenteret metalkugle på en øde planet.

Metalkuglen viser sig at være meget eftertragtet, og før Quill har set sig om er han indblandet i et større magtspil, der kan betyde galaksens endeligt.

Til at hjælpe sig med at forhindre dette har han fire mere eller mindre modvillige udstødte, der af forskellige årsager ønsker at hævne sig på de to frygtindgydende herrer, Thanos og Ronan, som kæmper om at få fat i metalkuglen, der vil give dem ubegrænset magt – og evnen til at ødelægge galaksen! Hvorfor de vil det står ikke helt klart.

… På papiret er der lagt op til et anderledes Marvel-eventyr. I virkeligheden forholder det sig ikke helt sådan.

Trods de opfindsomt udtænkte figurer er "Guardians of the Galaxy" alt for genkendelig i sin opbygning. Der er ingen overraskelser at komme efter i historien. Og selv om humoren enkelte steder rammer plet er den overordnet set alt for banal og pjattet til rigtigt at tilfredsstille. Der skal nok være en del blandt det yngre publikum, som er uenig med mig i den sag.

Efter en både rørende og spændende start der lover godt for filmen, bevæger historien om de fem utilpassede rumhelte sig desværre ind på forudsigelighedens spor og fortsætter ad dette til rulleteksterne, der traditionen tro har en ekstra scene – i dette tilfælde en af de mere spøjse.

Jeg er helt med på, at Marvel har taget fat i deres mest brogede og atypiske heltetyper, men det alene er altså ikke nok til at dække over filmens tynde historie, der i den grad mangler noget substans i forhold til det sædvanlige kapløb-efter-værdifuld-dims-plot.

Og inden du beder mig om at lukke røven og se en sort/hvid Bergman-film, så er det altså ikke fordi jeg forventer alverden. Blot at Marvel i ny og næ ville afvige fra skabelonhistorien, som de f.eks. gjorde det med den vellykkede "Captain America 2", der var opbygget som en thriller.

Jeg havde håbet, at Marvel turde kaste sig ud i noget radikalt anderledes med "Guardians of the Galaxy”, der virker som det åbenlyse valg til at gøre netop dette, men desværre spiller de med sikre kort, og det er altså for kedeligt – trods de kulørte karakterer.

3/6 stjerner til Guardians of the Galaxy