Burn baby burn

Jeg må efterhånden have spillet vinyler de obligatoriske 40 timer, som de kloge hoveder anbefaler, at min Ortofon 2M Bronze kræver i ‘burn in’ for at yde sit bedste. Og den lyder virkelig godt. Solid bund, detaljeret (men aldrig hård) top og en mellemtone, der får musikken til at træde ud i stuen. Skønt!

Pladespilleren er også glimrende. Jeg savner den lovede speedbox, som Pro-ject siger kommer senere på året, så jeg nemmere kan skifte mellem 33rpm og 45rpm. Jeg orker ikke at fjerne pladetallerkenen hver gang og flytte drivremmen op eller ned på motorens to hjul. Det er altså for bøvlet!

Min næste investering bliver en Q UP Tonearm lifter, så jeg (og især kæresten) slipper for at skulle stresse over om pick up’en får lov at køre i sidste rille lidt for længe, når pladen er slut. Problemet er at Q UP ikke helt passer til min model af pladespiller – der er for lidt plads mellem pladetallerken og tonearmens base – så jeg bliver nødt til at modificere den lidt. Dvs. file lidt her, skrabe lidt der. Håber det lykkes. Skaberen af Q UP mener at det burde kunne lade sig gøre – jeg fangede ham på Facebook 🙂

Og så må jeg indrømme, at lige meget, hvor imponerende min pick up-forstærker (Cambridge Azur 540p) lyder til dens nette sum af 599.-, så føler jeg, at den er det svage led i et ellers vellydende system. Den er yderst detaljeret, lynende hurtig og meget dynamisk, men den mangler noget fylde i lyden. Når jeg får tid og råd vil jeg derfor teste en Rega Fono MM, som efter sigende skulle være fantastisk til prisen. Vi får høre. Jeg regner med at låne den hjem til test fra hififorum.dk i den nærmeste fremtid.

Opdatering: Så lykkedes det mig at få en Q UP til at virke med min pladespiller. Den var ellers få sekunder og et vredesudbrud fra at ryge i skraldespanden. Ideen med at slibe bunden af var god nok, men det var først da jeg tog nedstrygeren frem at missionen lykkedes. Nu løfter den min tonearm, når pladen er spillet færdig. Lækkert!

qup

Leave a Reply