Non-Stop

Non-Stop | StudioCanal | Directed by Jaume Collet-Serra | 2014 | 106 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Spændende, men alt for usandsynlig og søgt til at tilfredstille.

Non-stop er både spændende og underholdende, så hvorfor kun 3 stjerner?

Liam Neeson og instruktør Jaume Collet-Serra har tidligere arbejdet sammen i "Unknown" fra 2011. En film der har flere lighedspunkter med "Non-stop". Begge film er mysterier, der bruger en stor del af spilletiden på at holde os hen i det uvisse. Vores nysgerrighed pirres. Hvad er det der foregår og hvorfor.

"Non-stop" lægger godt ud. Neeson spiller Bill Marks; en US Air Marshal, der på en rutineflyvning udfordres af en ukendt antagonist, der vil slå en passager ihjel hvert 20. minut, hvis ikke Neeson arrangerer at 150.000.000 dollars overføres til en konto. Inden Bill har set sig om er han den hovedmistænkte, og både passagerer og overordnede vender sig imod ham.

Og det er faktisk skide spændende langt hen ad vejen.

… De første 2/3 af filmen bygger flot op, hvor vi på rekordtid lærer passagerer og flypersonale at kende, og når at føle den desparation, som Bill gennemlever, i forsøget på at opklare mysteriet han selv er hovedmistænkt i.

Men, så bliver historien dum. Usandsynligheder og utroværdige tilfældigheder står i kø. Der er ganske enkelt for mange tråde og handlingsforløb, som er svære at tro på. Action-film er jo ikke ligefrem kendetegnet ved ultrarealisme, men det skal altså hænge nogenlunde sammen for at man æder præmissen.

Jeg skal ikke afsløre slutningen her, men den er en blanding af langt ude, overraskende og utilfredsstillende. Et klassisk problem i Hollywood-film, der bygger op i en uendelighed uden at kunne levere til slut.

Så 3 stjerner fordi filmen trods dumheder og usandsynligheder enkelte steder er neglebidende spændende, og faktisk underholder fra start til slut, men plottet er altså for søgt til at jeg kan give den mere, for nogen god film er det altså ikke.

3/6 stjerner til Non-Stop