Divergent

Divergent | Summit Entertainment | Directed by Neil Burger | 2014 | 139 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Overraskende vellykket.

“Divergent” kan på overfladen synes som et tidligt forsøg på at overtage tronen fra “The Hunger Games”, der af mange betragtes som afløseren til “Twilight”-filmene, som gennem flere år var teenagernes foretrukne filmserie. Universerne minder lidt om hinanden, men jeg synes faktisk at “Divergent” skiller sig så tilpas meget ud, at den føles som sin egen.

Hovedpersonen er en pige, der som i de to andre filmserier skal finde sin plads i den verden hun lever i. Som i “The Hunger Games” er hun født ind en fraktion, der har en bestemt rolle i samfundet. Modsat “Twilight”-serien er hun ikke ligefrem emo, men mut det er hun da. De unge piger skal jo have noget at identificere sig med.

Hvor om alting er skal Tris – som vores hovedperson hedder – beslutte sig for, hvilken fraktion hun ønsker at tilhøre. Man kan nemlig godt bryde med den fraktion man er født ind i, men skifter man betyder det et definitivt farvel til familie og venner fra den gamle fraktion.

Under en test der skal hjælpe Tris med at beslutte sig, finder hun ud af, at hun er en såkaldt divergent. En afviger der ikke passer ind i en specifik fraktion, men favner flere fraktioner på én gang, hvilket anses for farligt i den verden hun lever i. Alligevel vælger hun fraktionen Dauntles, som er samfundets soldater, hvis fornemste opgave er at beskytte de andre fraktioner, der ligesom dem selv er beskyttet bag et kæmpemæssigt hegn, som er sat op rundt om den by (som jeg aldrig rigtigt fik en fornemmelse af størrelsen på) Tris bor i.

Som medlem af Dauntles skal hun gennem en række prøver, som hun skal bestå, hvis hun vil undgå at blive smidt ud og dermed være fraktionsløs – samfundets laveste. Under prøverne bliver hun opmærksom på, at der foregår noget lorent, og at en større plan er sat i værk, hvis mål er at udrydde den fraktion hun er født ind i, og som hendes mor og far stadigvæk er en del af.

… Og det er faktisk ret spændende – tro det eller ej.

Jeg havde ikke de store forventninger til filmen, og blev positivt overrasket. Filmens univers er naturligvis en allegori over diverse vestlige samfundsproblematikker og fred være med det, men det er filmens basale plot, der for alvor gør den spændende. Som et mysterie udfolder historien sig langsomt, og selvom man fra starten kan regne ud, at alting nok ikke er så idyllisk som det ser ud, så holder det en fanget, at man gradvist finder ud af mere og mere om plottes detaljer.

Skuespillerne er gode, og kemien mellem Tris og hendes træner Four er overbevisende indenfor genren. Der bruges i det hele taget tilpas meget tid på de enkelte karakterer, så man kan skelne dem fra hinanden. Der er naturligvis ikke tale om dybe persontegninger, men det er fuldt tilfredstillende. Usædvanligt for genren, der normalt kører lige på og hårdt med action og eksplosioner, så man er fløjtende ligeglad med, hvem der dør.

Der er flere plotelementer, som ikke holder vand, og de fleste er til at leve med, men en del af hovedplottet er decideret dumt, da udskillelsen af de nye Dauntless-medlemmer under de indledende prøver ikke giver nogen mening i forhold til deres senere brug i antagonisternes onde planer.

Filmens spilletid løber over to timer, men det føles ikke sådan. Jeg var rigtig godt underholdt under hele filmen, og skal da helt klart se næste film i serien. Katniss Everdeen har fået konkurrence.

4/6 stjerner til Divergent