Robocop (2014)

Robocop (2014) | Metro-Goldwyn-Mayer (MGM) | Directed by José Padilha | 2014 | 118 min | IMDb

Filmanmeldelse af Gabriel

Sayonara, Robocop!

José Padilhas “Robobcop” har ingen af de kvaliteter, som gjorde Paul Verhoevens original fra 1987 så vellykket. Den skarpe satire er afløst af klodsede allegorier, historien er noget rod og actionscenerne er intetsigende omend fermt skruet sammen.

Jeg er stor fan af Verhoevens “Robocop”, der gjorde et usletteligt indtryk på mig den gang i slutningen af 1980'erne. Hverken før eller siden har en Hollywood-film efterladt mig i et lignende stadie af chok og ærefrygt. Med sin blanding af subtil og direkte satire over datidens mediebillede, og en skræmmende præcis vision af fremtidens privatisering og nyliberalisme, kunne “Robocop” ikke bare fejes af vejen, som den ultra voldelige actionfilm den også er.

I den originale “Robocop” blev der ikke brugt meget krudt på at introducere politibetjenten Alex Murphy, før han efter en brutal likvidering genopstår som Robocop. Det synes Padilha at ville kompensere for. Han bruger tid på at præsentere Murphys familie før Murphy dør, men man kommer ikke mere ind under huden på karakteren af den grund. Tværtimod. I Verhoevens version lærte man Murphy at kende i takt med at Robocop genvandt sin menneskelighed og begyndte at huske ting fra sit tidligere liv. En væsentlig del af filmens emotionelle kerne og styrke. Menneskets sejr over maskinen.

… I Padilhas udgave er Robocop reduceret til en hævngerrig dræbermaskine uden de sympatiske træk, som Peter Weller tilføjede robotten i originalen.

Joel Kinnaman er i sammenligning alt for anonym i rollen og formår ikke at skabe den samme emotionelle forbindelse til publikum. Hans skiften mellem våde hundeøjne når han er sammen med sin familie, og smart ass attitude når han står overfor en forbryder, gør det ikke alene.

Der er nu ellers stærke kræfter foran kameraet. Abbie Cornish er troværdig som Murphys (stortudende) kone og Gary Oldman gør, hvad han kan med sin karakter, men har ikke meget at arbejde med. Michael Keaton er slesk i rollen som direktør for Omnicorp (OCP), men blegner i forhold til Ronny Cox fra originalen. Keaton har ikke den samme farlighed over sig som Cox. Og så er ikke en eneste af forbryderne i samme mindeværdige liga som Clarence Boddicker, der i Kurtwood Smiths skikkelse var en skræmmende, brutal modstander uden skrupler.

"Robocop" fra 1987 har ikke uden grund opnået klassikerstatus. En genindspilning burde derfor være enten bedre end eller på niveau med originalen for at kunne retfærdiggøre sig selv. En genindspilning er jo som sådan ikke en dårlig ide. Satiren kan opdateres til vor tid, og de lidt mere kiksede 80'er-elementer kan fjernes. Desværre lykkes det ikke for Padilha og hans hold at komme på banen med noget nyt eller originalt. Der prikkes til USA’s aktuelle brug af droner og deres intervention i mellemøsten, men pointerne er for åbenlyse, usammenhængende og temmelig fortærskede. Science fiction er jo netop kendetegnet af sine fremtidsvisioner. Dem er der ingen af her. Ambitionsniveauet er lavt.

Robocop anno 2014 er blottet for den farlighed, intelligens, energi og fantasi som gjorde originalen så mindeværdig og underholdende, men værst af alt; den er virkelig kedelig!

Nakkehårene rejser sig stadig på mig, når Robocop i originalen for første gang vises frem på politisstationen, hvor lyden af hans tunge skridt kombineret med flygtige glimt af hans imposante figur er suveræn filmkunst. I 2014 er der masser af tunge skridt på lydsiden, men der er intet fantastisk over det.

2/6 stjerner til Robocop (2014)