Anchorman 2: The Legend Continues

Anchorman 2: The Legend Continues | Paramount Pictures | Directed by Adam McKay | 2013 | 119 min | IMDb

Filmanmeldelse af Hugger

Veloplagt, sjov og med bid i – Anchorman 2 er en særdeles værdig opfølger til etteren.

Etteren var ret sjov, med ganske mange mindeværdige og åndsvage scener. Filmen virkede på et basalt plan og har efterfølgende opnået kultstatus flere steder. Den var lidt for lang og forsøgte at tilføje historier, der ikke var nødvendige. Filmens præmis om 4 mandschauvenistiske og smådumme journalister i 70'ernes mediebillede var faktisk tilstrækkeligt, og i den henseende fungerede etteren perfekt.

Nu er der kommet en to'er, og den er meget sjovere end etteren.

Den forsøger ikke at være mere end en ”screwballkomedie”, og den er fyldt med fantastisk sjove scener og skøre påfund. Ydermere tager den slet ikke sig selv seriøst og tillader helt at gakke ud nogen gange, især slutningen er forrygende og helt sindssyg, men det virker.

… Der er især i slutningen massevis af fantastiske cameos, og hele vejen igennem klasker mig sig på lårene i takt med, at hovedpersonerne bliver dummere og dummere.

Filmens historie er helt banal, men faktisk ikke uden bid.

Det er en klar løftet pegefinger til nutidens mediebillede, hvor ligegyldige historier og sensationsjournalistik vælter al seriøs journalistik af banen. Fokus er i dag KUN på seertal, og derfor må (top)historierne fange og underholde i stedet for reelt at informere og afdække. Nutidens facebook-twitter-instagram tendens er tydelig og vores hang til hurtige (ligegyldige!) nyheder udsættes for kraftig satire undervejs.

Det klæder filmen at have dette seriøse islæt, der bliver sat kraftigt på spidsen af resten af filmens skøre ideer.

Jeg var rigtig godt underholdt, og skønt filmen varede næsten 2 timer, virkede det ikke sådan.

Den kunne godt undervejs trænge til en opstramning, men alt i alt er det en super sjov film, som giver mange klask på lårene og tårer i øjnene, når latteren ruller.

4/6 stjerner til Anchorman 2: The Legend Continues